Sindssyg Paranoid Skizofren: Manden med Leen

I kapitel 3, "Behandlingen", retter forfatteren et skarpt og sarkastisk blik mod den psykiatriske behandling, han modtager i Herning. Siderne 31-36 er en anklage mod et system, der opfattes som inkompetent, langsomt og ude af stand til at forstå patientens reelle behov. Gennem en blanding af vrede, humor og desperation udstiller kapitlet den absurde kløft mellem patientens oplevelse og behandlernes fortolkning.

Kapitlet åbner med en central anekdote. Jeget ser en medarbejder på en motorcykel og fortolker det, i sin psykose, som "Manden med leen." Da han senere bliver konfronteret med sin observation af en læge, vælger han at spille med på joken: "Ja; jeg har set manden med leen."

Denne joke får alvorlige konsekvenser. Han er overbevist om, at den har ført til, at han er "endt med at være indlagt i længere tid end nødvendigt." Episoden bliver et symbol på den totale mangel på forståelse i systemet. Hans humor og ironi bliver læst som et symptom, og hans forsøg på at skabe kontakt bliver til et bevis på hans sygdom. Samtidig er han frustreret over den utilstrækkelige medicinering: "Sølle 15 milligram Zalasta og Olanzapin til en paranoid skizofren patient med seriøse problemer".

Frustrationen over medicineringen fører til en ny, paranoid teori: Han er blevet smidt "i et placebo-feltstudie for at høste positive anmeldelser" til medicinalfirmaerne. Han er overbevist om, at "De ansatte i Hernings Psykiatri er syge i hovedet," og at selv bønner til Gud ville have en større effekt end den medicin, han får.

Han reflekterer over sin egen vrangforestilling om at være "lukket ude af paradis" og konkluderer, at han "allerede været i Helvede, det er helt sikkert." Den psykiatriske afdeling er ikke et sted for heling, men en forlængelse af hans personlige helvede. Han kritiserer Jyllands psykiatri for at være ineffektiv og for langsom til at eksperimentere med medicin, og han længes efter den mere progressive tilgang på Sjælland.

Kapitlet slutter med en bitter afsked med den overlæge, han kalder "overlæge Mongol". Han har aldrig set manden, på trods af at have været indlagt i 3-4 måneder. Lægen er en usynlig bureaukrat, en "Satan", som han glæder sig til at se i Helvede.

Han udtrykker en spinkel håb om, at "de nye mennesker på magten har bare en anelse af medmenneskelighed," men frygter, at de stadig ser patienter som "vilddyr". Han slutter af med en kynisk konstatering af, at Jylland har gjort ham kynisk, og at han nu ser "virkeligheden i øjnene." Han er ikke længere et naivt offer, men en desillusioneret kritiker af et system, han mener har svigtet ham totalt.

"Behandlingen" er et kapitel, der er gennemsyret af en dyb og velbegrundet vrede. Det viser, hvordan en følelse af at blive misforstået, fejlmedicineret og ignoreret kan føre til en total mistillid til det system, der skulle hjælpe. Forfatteren bruger sin skarpe, sarkastiske pen til at udstille den absurditet og inkompetence, han oplever, og efterlader læseren med en ubehagelig fornemmelse af, at patientens stemme alt for ofte går tabt i psykiatriens lukkede verden.