Sindssyg Paranoid Skizofren: Min Far Er Rockeren

I kapitel 14, "Kim Frimann", retter forfatteren sit paranoide blik mod den måske mest komplekse relation af alle: forholdet til sin far. Gennem en detaljeret og fantasifuld vrangforestilling bliver faren forvandlet til "Kim Frimann", en mytisk figur, der er lige dele hardcore rocker, genial kemiker og patriark for en dysfunktionel familie. Siderne 82-84 er en fascinerende skildring af, hvordan kærlighed, had, beundring og frygt kan smelte sammen i et psykotisk faderportræt.

Kapitlet introducerer os for "Kim Frimann", som ifølge stemmerne er jegets far. Han er en rocker, der efterlader sine venner i et rum med "en kasse øl, en øloplukker og et dinglende reb" og siger: "Prøv løkken." Det er en test, en "modbydelig måde at dø på", som er "standard i klubben." Faren er ikke bare en rocker; han er en kynisk og brutal leder.

Han arbejder for et "stort kemikalieselskab" og kører på motorcykel "helt op til fabrikken." Han er en mand, der lever et dobbeltliv, og som ingen tør stille spørgsmålstegn ved.

På side 83 uddybes farens dobbeltliv. Han er ikke bare en almindelig kemiker; han er "rockernes bedste kemiker", der har udviklet stoffer som "Krokodil". Hans rockernavn er, selvfølgelig, Kim Frimann.

Hans ekskæreste, en "sindssygt manipulerende rockerkone", var hans partner in crime. De var en "fantastisk duo", der cementerede lig i fundamentet på de bygninger, hun ejede. Jeget anerkender, at det lyder som en skrøne, men i hans verden er det sandt. Han er overbevist om, at hans far var en "kæmpe bagmand", der levede på "coke og amfetamin for at arbejde på døgndrift."

Den sidste side af kapitlet forbinder farens mytiske status med jegets egen familiehistorie. Han afslører, at de i familien har "Lollandsbanden og Møngolerne". De kommer fra Møn, og selvom de måske ikke er "de skarpeste knive i skuffen", er de en del af den samme kultur.

Han slutter af med en ironisk konstatering: "Ja; nu begynder det ikke at ligne et mysterie, at min far er Kim Frimann. Det ligger da i generne at være rocker." I denne ene sætning accepterer han sin egen skæbne. Han er ikke bare syg; han er arving til en lang tradition for galskab, vold og et liv på kanten af loven. Hans psykose er ikke en tilfældighed, men en genetisk arv.

"Kim Frimann" er et dybt fascinerende kapitel, der viser, hvordan en søns komplekse følelser for sin far kan blive forstørret og forvrænget i en psykose. Faren bliver en mytisk, næsten guddommelig, figur – en mand, der er både genial og monstrøs. Ved at gøre sin far til en rocker og sig selv til arving af denne livsstil, skaber jeget en storslået fortælling, der kan forklare hans egen smerte og isolation. Det er ikke længere bare en sygdom; det er en skæbne.