Sindssyg Paranoid Skizofren: Min Far, Kemikeren

I kapitel 24, "Kemikeren", vender forfatteren tilbage til den komplekse og grandiose vrangforestilling om sin far. Hvor faren tidligere blev præsenteret som en brutal rocker, bliver han nu hyldet som et misforstået geni – en kemiker, hvis talenter er så store, at de både kan skabe og ødelægge. Siderne 112-113 er et fascinerende indblik i, hvordan jeget projicerer sine egne ambitioner, frygt og storhedsvanvid over på sin far.

Kapitlet slår tonen an med det samme: "Min far er kemiker. Ja; han er rockernes bedste kemiker. Coke, amfetamin, heroin." Faren er ikke bare en almindelig mand; han er en mester i sit felt, omend et kriminelt et. Hans "lemonade-stand" er blot et "dække for dope-salg."

Jeget ser sin far som "den klogeste mand i virksomheden", en mand med patenter og endda en bog på samvittigheden. "Ja; ja; vi er sgu da alle forfattere i familien." I denne linje smelter jegets egen forfatteridentitet sammen med farens mytiske status. Han er overbevist om, at faren levede et "kæmpe dobbeltliv", og at han selv har arvet dette "storhedsvanvid."

På side 113 udvides farens portræt til at omfatte jeget selv. "Jeg er alt-mulig-mand, og hold nu kæft; hvor er jeg syg. Jeg er poet og kemiker ligesom min far." Han er ikke bare søn af et geni; han er et geni. Han blander "bare ord i en cocktail."

Hele hans virkelighed bliver en "syre-drøm af skrigende stemmer, rockerbander, politifolk og ekskærester." Han er ikke længere bare en patient; han er en "spasser-variant af Sherlock Holmes", der skal løse mysteriet om sit eget liv. Han er overbevist om, at rockerne er i gang med at "drive ekskæresterne ud i prostitution og stofmisbrug", og at politiet ikke har "koblet sammen, at det hele leder tilbage til Anders Frimann."

Han er centrum i en "fandens simulation; drevet af sit eget sind; af stemmerne." Han ser verden for, hvad den er: "Dødkedelig." I denne erkendelse ligger både en befrielse og en forbandelse. Han har gennemskuet alt, men er samtidig fanget i sit eget sinds uendelige, paranoide teater.

"Kemikeren" er et kapitel, der på mesterlig vis fletter jegets identitet sammen med hans fars. Ved at gøre sin far til et kriminelt og litterært geni, kan jeget både forklare og retfærdiggøre sit eget storhedsvanvid og sin egen følelse af at være forfulgt. Han er ikke bare syg; han er søn af en legende, og hans psykose er ikke en lidelse, men en arv. Kapitlet er et stærkt eksempel på, hvordan vrangforestillinger kan bruges til at skabe en storslået og meningsfuld fortælling ud af et ellers kaotisk og smertefuldt liv.