Sindssyg Paranoid Skizofren: Mine 15 Minutes of Fame

I kapitel 54, "Mine 15 minutes of fame", indtager forfatteren rollen som politisk kommentator og samfundsrevser. Med en bidende sarkasme og en dyb, personlig indignation dissekerer han systemets svigt over for psykisk syge og fremsætter en række radikale forslag. Siderne 179-182 er et manifest, der bruger humor og provokation til at råbe magthaverne op og kræve handling.

Kapitlet åbner med en direkte anklage mod politikerne: "I politikere giver ikke en fuck for psykisk syge. I har blod på hænderne, hver gang der er en, som begår selvmord; på grund af jeres apati." Han peger på den økonomiske byrde ved selvmord – "600 vaske af togvogne om året" – og det "milliardbeløb om året; som vi kan spare ved at reducere selvmord."

Han foreslår konkrete løsninger: "Hvis nye metoder virker, kan vi sælge metodikken til udlandet bl.a. som kurser. Flere penge." og "Livslangt OPUS-forløb er for nogle folk nødvendigt, hvis de ikke skal leve som samfundsafskum i Danmark." Han er ikke bare en vred patient; han er en konstruktiv kritiker med visioner.

På side 180 fortsætter kritikken af det kommunale system. Han peger på det absurde i, at unge med handicap ikke kan flytte hjemmefra på grund af for lave satser. Han foreslår en "særlig periode-sats", men afviser det selv med kynisme: "Så fuck da kommunen."

Han sammenligner systemets svigt med en direkte opfordring til selvmord: "Hvis det var mig, ville jeg fandeme foretrække at tage den nærmeste pistol og skyde hjernen ud på mig selv." Han afslutter med en sarkastisk "Skål i borgen", en direkte hån mod de politikere, han mener er ansvarlige.

På side 181 analyserer han selvmordstrenden. "En stabil mængde selvmord er ikke en god ting. Det betyder, at der ikke er sket forbedringer." Han peger på, at "Færre selvmordsforsøg og større succesrate er trenden." Han anerkender, at "Internettet har gjort det lettere at begå selvmord succesfuldt," hvilket han er "taknemmelig for."

Han kritiserer også den måde, systemet behandler patienter med flere diagnoser, og den manglende regulering af SU'en i forhold til inflationen. Han kalder det "manipulation af statistik." Han er ikke bare vred; han er velinformeret og analytisk.

Kapitlet slutter med en vision for fremtiden. Han vil være "kendt som forfatter eller måske en dag; digter". Han anerkender, at hans "stemme dør hen i skizofrenien", men han kæmper for at "bevise mit værd som kunstner". Han vil ikke bare være "en engangssælger af min debut som bindegal skizofren med en historie at fortælle". Han vil have anerkendelse for sit talent, ikke kun sin diagnose.

"Mine 15 minutes of fame" er et af de mest politisk potente kapitler i bogen. Forfatteren bruger sin platform til at levere en skarp og velargumenteret kritik af systemets svigt. Han er ikke bare et offer, der klager sin nød; han er en aktivist, der kræver forandring. Kapitlet er en kraftfuld påmindelse om, at de, der er tættest på problemerne, ofte også er dem, der har de klareste løsninger.