Sindssyg Paranoid Skizofren: Nazi-forfatter over Afrika

I kapitel 11, "Nazi-forfatter over Afrika", tager Anders Frimann os med på et sidespor, der er lige så foruroligende, som det er absurd. Med udgangspunkt i en erindring om en tidligere skrivelærer, spinder han en grotesk fortælling, der blander nazisme, kolonialistiske klicheer og en perverteret form for humanisme. Siderne 71-73 er en bevidst provokation, der udfordrer læserens grænser og udstiller de mest vanvittige afkroge af det psykotiske sind.

Kapitlet åbner med en erindring om en skrivelærer, der "var blevet nazist, og han fløj fandeme en masse fly til Afrika." Jegets hukommelse er usikker ("Jeg husker det ikke rigtig"), men fantasien tager hurtigt over. Missionen var at "bombe kontinentet sønder og sammen, så de stakkels folk aldrig skal lide igen."

Dette er en central, absurd pointe: Bombningen er ikke en ond handling, men en "god gerning", en humanitær mission for at afslutte Afrikas lidelser. Han forestiller sig, hvordan Hr. og Fru Jensen derhjemme stemmer for at "launch nuclear strike fra sofaen", fordi "Afrika er sgu da ikke et land." Det er en skarp satire over vestlig ignorance og den måde, vi distancerer os fra andres lidelser.

Fantasien fortsætter. Hele Afrika er blevet en "kæmpe handicapplads", og i midten sidder en "stakkels krøbling", der symboliserer kontinentets misbrug. Jeget er bevidst om, at det er en "metafor", men insisterer på, at den "lyder fandeme som virkeligheden."

Han leger med tanken om, at nazisterne, der sprang ud med faldskærm, måske havde en "humanitær mission" om at "hente afrikanerne og bringe dem til alle de udviklede lande." Den nazistiske ideologi bliver her forvrænget til en absurd form for frelserkompleks. Det er dybt politisk ukorrekt, men det er netop pointen: at vise, hvordan et sygt sind kan vende op og ned på alle moralske og historiske sandheder.

Til sidst vender fantasien 180 grader. Afrikanerne får "telepatiske evner", vælter deres korrupte regeringer og forener sig. Nu er det deres tur til at tage hævn. De "masse-indvandrede ind over alle lande", og pludselig er "vi alle afrikanere".

Den hvide, vestlige verden bliver overtaget, og resultatet er en utopisk, men også stereotyp, vision: "alle mænd havde store pikkemænd, og kvinderne var glade." Kapitlet slutter med denne totale omvæltning af magtbalancen, en fantasi, der er født ud af en blanding af skyldfølelse, satire og en pervers form for retfærdighed.