Sindssyg Paranoid Skizofren: Om Selvmordsforsøg

I kapitel 4, "Selvmordsforsøg", tager Anders Frimann os med ind i et af de mørkeste og mest tabubelagte rum i den menneskelige psyke. Med en provokerende blanding af sort humor og brutal ærlighed dissekerer han selvmordstanken, ikke som et øjebliks vanvid, men som en logisk, næsten filosofisk, konsekvens af en ubærlig lidelse. Siderne 37-41 er en uafrystelig rejse ind i et sind, der har mistet håbet, men ikke sin skarpe, analytiske sans.

Kapitlet åbner med en ironisk distance: "Lad os tale om selvmordsforsøg; det bliver sjovt." Scenen er en togstation i Holstebro. Jeget er "smidt ud af paradiset", og stemmerne håner ham. Hans "eneste udvej fra evighed i Helvede; var at begå selvmord; i en fart."

Men herfra bliver det praktisk. Han er usikker på, om et regionstog er nok til at slå ham ihjel. Han misser godstoget. Han har ikke et reb. Han frygter at overleve med en hjerneskade. Den romantiske forestilling om en hurtig flugt bliver afløst af en række logistiske og skræmmende problemer. Han konkluderer kynisk, at aktiv dødshjælp i Holland er en mere sikker, men også mere besværlig, løsning. Pointen er klar: Selv det at tage sit eget liv er en kompliceret og fejlbarlig proces.

Her udfolder forfatteren sin kontroversielle filosofi. Han angriber dem, der afviser selvmord som en løsning, og kalder dem "virkelighedsfjerne". For ham er selvmord "en løsning; en ultimativ løsning. Når alt håb for ens nuværende liv er væk." Det er en grum, men i hans optik, ærlig konstatering.

Han fletter sin egen historie ind i denne filosofi. Han genkalder sig en vrangforestilling om at være fanget i et "sygt torturkammer" med en genoplivet Yahya Hassan. I denne psykotiske verden var selvmord den eneste flugtvej, men selv den var umulig, da han "overlevede; hver gang." Han bruger denne ekstreme fantasi til at illustrere den totale håbløshed, der kan føre til selvmordstanker.

Til sidst retter han blikket mod systemet. Han argumenterer for, at indlæggelse kan være så "kedelig en proces, at jeg fik lyst til at dø." Samtidig straffer systemet patienter for at tale om selvmordstanker. Man skal "have facade" og kan ikke "være sig selv i psykiatrien."

Denne linje, med en reference til sangeren Venbee, indkapsler kapitlets kerne. Han føler, at han lever på lånt tid, og at hans blotte eksistens som en "skide syg forfatter" er et levende vidnesbyrd om systemets svigt. Han er ikke bare en mand med en sygdom; han er et symptom på et samfund, der ikke forstår at håndtere den dybeste menneskelige smerte.

Dette kapitel er et modigt og nødvendigt indspark i debatten om selvmord. Ved at blande det personlige, det filosofiske og det systemkritiske, tvinger Frimann læseren til at se på emnet med nye øjne. Han afviser de lette svar og de moralske fordømmelser og insisterer på at skildre selvmordstanken som det, den kan være for den lidende: en rationel, omend tragisk, udvej fra et ubærligt liv.