Sindssyg Paranoid Skizofren: Savnet af Sindssygen

I kapitel 52, "Savn", leverer Anders Frimann en af de mest chokerende og tankevækkende bekendelser i hele bogen: Han savner sin sindssyge. Med en brutal ærlighed dissekerer han den tomhed, der kan følge med at blive medicineret og "rask". Siderne 173-175 er en dybdegående udforskning af det paradoks, at et liv uden psykosens kaos også kan være et liv uden intense følelser, hvilket efterlader ham med en følelse af at være en junkie, der tørster efter sit næste fix.

Kapitlet åbner med en direkte erklæring: "Jeg savner dig, ligesom junkien savner sit fix. Du kære; psykose; og skizofreni." Han savner at "føle alting", selvom det var smertefuldt. Nu, hvor han er medicineret, sidder han tilbage "som en grøntsag, der visner, og som aldrig blomstrer".

Han beskriver sine "latteranfald [som] var legendariske." Den "eneste måde; jeg nogensinde kommer til at føle igen; er gennem kærlighed; forelskelse." Men det er "uretfærdigt", for han savner sit "gamle jeg." Han overvejer hver dag at "skippe medicinen; at svæve tilbage ind i psykosen for måske at kunne føle igen". Det er en fristelse, en længsel efter den "full-blown psykotisk[e]" tilstand, hvor han følte sig i live.

På side 174 kvantificerer han sin tilstand. Han overvejer at gå fra en "funktionalitet; fra 80% fra min gamle normal, som er nu; 80% og tilbage til 25% ved skizofrenien." Hans tanker "elsker idéen. At kunne føle igen." Han savner orgasmer, at blive overstimuleret, at "være barn igen."

Han er fanget i et dilemma. Skal han lade "sygdommen gribe fat om mig igen"? Han ved, det er en "uendelig kamp, der vil følge mig til døden." Han er "kronisk syg. Jeg bliver aldrig rask. Og i hvert fald aldrig normal; igen." Han beskriver sin følelesesskala: "På føleskalaen er jeg på 2 under rask, mens jeg er 10, når jeg er syg." Den enorme forskel illustrerer, hvorfor savnet er så stærkt.

På side 175 konkluderer han, at han ikke kan finde "nogen lykke i min lejlighed. Jeg skal ud at føle noget." Han må "Eksperimentere; finde følelserne i livet udenfor." Han anerkender, at han måske ikke kan opnå sit gamle "high" uden sin sygdom, men han kan prøve.

Han er "alene; ikke ensom. Det er mærkeligt." Han går glip af en verden, men han er også bange for den. Han slutter af med en hjerteskærende erkendelse: Han er måske dømt til at leve resten af sit liv i "mine hallucinationers og vrangforestillingers vold. Fantasere; og dagdrømme om alt muligt; få mit hjerte til at banke hvert andet øjeblik i en thriller-film som skuespiller."

"Savn" er et dybt og modigt kapitel, der udfordrer den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være "rask". Forfatteren viser, at medicinering ikke er en mirakelkur, men et kompromis. Man bytter kaos og lidelse for stabilitet og tomhed. Savnet efter psykosen er ikke et ønske om at lide, men en længsel efter at føle. Det er et kapitel, der tvinger læseren til at reflektere over, hvad et meningsfuldt liv egentlig er, og den pris, nogle mennesker må betale for at opnå en form for normalitet.