Sindssyg Paranoid Skizofren: Sexchikane på Facebook

I kapitel 42, "Sexchikane over Facebook", tager Anders Frimann et modigt og ubehageligt dyk ned i en af de mere skamfulde konsekvenser af sin sygdom: de grænseoverskridende handlinger, han har begået online. Side 156 er en rå og ufiltreret bekendelse, der blander anger med en trodsig form for humor, og som viser en mand, der kæmper for at tage ejerskab over selv de mørkeste kapitler af sin fortid.

Kapitlet åbner med en inderlig erklæring: "Gud hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at det var sket i en brandert, men nej. Jeg var psykotisk. Full blown. Psychotic." Han indrømmer at have været "liderlig og ville have sex", og at han "skrev beskeder over Facebook." Han lægger ikke skjul på sin skam: "Og Gud hvor jeg skammer mig."

Men med det samme undergraver han sin egen anger med et "Jeg joker." Han har udviklet en overlevelsesstrategi. I stedet for at lade sig tynge af skammen, omskriver han historien til noget mere socialt acceptabelt og næsten sejt:

Han konkluderer, at denne fiktive historie er "fandeme sjovere end virkelighedens vrangforestillinger og psykoser. Alle mine hallucinationer." Det er en bevidst strategi for at gøre det utålelige tåleligt.

Han fortsætter med at tage ejerskab over sine handlinger. "Og alle mine dick pics og pis og lort; kan I da bare slå op." Han nægter at lade sig definere af skammen. "Altså; jeg skammer mig ikke." Han er overbevist om, at "kinesernes efterretningstjeneste har været der", en reference til hans tidligere vrangforestillinger, der her bruges humoristisk til at affeje alvoren.

Han slutter af med en reference til de hadesange, der er skrevet om ham. Han har hørt dem i Borris og efter at have forladt "Bonbon-land" (en metafor for en tidligere, måske mere naiv, tilstand). Han er en mand, der er blevet konfronteret med konsekvenserne af sine handlinger, men som nægter at lade sig knække af dem.

"Sexchikane over Facebook" er et utroligt modigt kapitel. Det viser en forfatter, der tør se sine egne, mest skamfulde handlinger i øjnene. I stedet for at gemme sig eller undskylde, vælger han at omskrive sin historie, bruge humor som et våben og tage fuldt ejerskab over sin fortid – inklusive de dele, der er drevet af psykose. Det er en stærk lektion i, hvordan man kan overleve med skammen ved at nægte at lade den definere, hvem man er.