Sindssyg Paranoid Skizofren: Skud ud til Manden
Anders Frimann Christensen
Share
Skud ud til Manden på Roskilde
Analyse af kapitel 35. En hyldest til "skud-ud-til-manden" på Roskilde Festival som et symbol på den konstante, indre stemme, der følger med skizofreni.
I kapitel 35, "Skud-ud-til-manden", bruger forfatteren et velkendt fænomen fra Roskilde Festival som en metafor for sin egen psykotiske tilstand. Side 143 er en kort, men præcis, skildring af, hvordan det føles at leve med en stemme i hovedet, der aldrig holder mund, og hvordan denne oplevelse kan sammenlignes med at være fanget i festivalens larmende, evige nu.
En Psykose af Lyd
Kapitlet åbner med en række "skud ud" i Roskilde-stil: "Skud ud til fred.", "Skud ud til vodka.", "Skud ud til blomster." og til sidst, det uundgåelige: "Skyd mig i hovedet." Forfatteren er "sgu inde i en psykose. Sådan er det fandeme; at være skizofren."
Han sammenligner sin sygdom med at være på Roskilde Festival. Den "skide stemme; stopper jo aldrig med at tale, og der er ingen sluk-knap." Ligesom festivalgængeren er tvunget til at lytte til "skud-ud-til-manden", er han tvunget til at lytte til sine egne, indre stemmer. Det er en "kronisk; evighed" af lyd, der "kilder i øregangen".
En Ny Tradition
Han reflekterer over, at hvis den rigtige "skud-ud-til-mand" er stoppet, vil han "gerne op til Roskilde Festival og taler ind i en mikrofon, indtil min stemme er hæs." Han vil "gør det gladeligt, for at vi alle kan lære, hvordan det er at være skizofren."
Dette er en stærk pointe. Han ønsker ikke bare at beskrive sin lidelse; han vil have, at andre oplever den. Han vil dele den konstante, udmattende larm, så de "normale" kan få en forsmag på hans virkelighed. Han forvandler en personlig lidelse til en pædagogisk handling, en form for performancekunst, der skal skabe empati og forståelse.
"Skud-ud-til-manden" er et genialt og originalt kapitel, der bruger en velkendt kulturel reference til at forklare en kompleks psykisk tilstand. Ved at sammenligne sine hallucinationer med den evige talestrøm på Roskilde Festival, gør forfatteren det abstrakte konkret og det uforståelige relaterbart. Det er en humoristisk, men også dybt alvorlig, skildring af, hvordan det føles at være fanget i sit eget hoved, og en generøs invitation til læseren om at lytte med.
