Sindssyg Paranoid Skizofren: Tabsgodtgørelse

I kapitel 30, "Investeringsfond; eller noget", tager forfatteren en uventet drejning og kaster sig over finansverdenen. Med en blanding af manisk energi, skarp indsigt og grandiose vrangforestillinger, udvikler han en "fantastiske idé", han fik på den lukkede afdeling: en investeringsfond baseret på princippet om "tabsgodtgørelse". Siderne 132-135 er en fascinerende skildring af, hvordan et kreativt sind kan finde innovative løsninger, selv midt i en psykose.

Kapitlet åbner med ideens fødsel. "Inde på den lukkede fik jeg den fantastiske idé, at fremtidens investeringsfonde og aktieselskaber selvfølgelig skal operere med noget, som jeg kalder tabsgodtgørelse." Princippet er simpelt: Den, der investerer med andres penge, skal stå til ansvar for tab.

Han er bevidst om, at finansverdenen vil grine af ham. "Bankerne ler sgu af grin, når du siger, at de skal stå til ansvar." Men han holder fast i sin idé. Han forestiller sig, hvordan politikerne vil indføre hans lov, og hvordan han selv vil ende på "bankernes hitliste" og blive fundet "død; med heroin i blodårerne". Selv i denne innovative fantasi lurer paranoiaen og dødsangsten lige under overfladen.

Han uddyber sin forretningsmodel. Tabsgodtgørelse er et "forsikringsprodukt", et "selling-point". Han forestiller sig, hvordan bankerne vil stjæle hans idé, kalde den noget andet og undgå at betale ham "royalties". "Fuck ham og hans patent. Business as usual."

Han drømmer om selv at starte en investeringsfond, men anerkender sin egen begrænsning: "jeg er sgu ikke rig nok, til at jeg kan sparke lortet i gang." Han forklarer, at det kræver et "kæmpe depositum; også kaldet ejerandel; eller ejerkapital". Det er en overraskende detaljeret og korrekt analyse af finansiel teori, midt i en ellers kaotisk tekst.

Han reflekterer over sin egen baggrund. "Ja; jeg er sgu da ikke halv-uddannet Finansøkonom for ingenting." Han har styr på økonomi, men ved også, at det er en "risikofyldt forretningsmodel." Han mangler "bare millionerne."

Kapitlet slutter med en sårbar, men også håbefuld, konstatering: "Jeg har sgu modet. Når man står med overhængende selvmordstanker, får man sgu mod til alt. Håber jeg." Hans sygdom og hans dødsdrift bliver her vendt til en styrke, en kilde til det mod, der skal til for at kaste sig ud i et vanvittigt projekt.

"Investeringsfond; eller noget" er et unikt kapitel, der viser en helt anden side af forfatterens sind. Det er ikke bare præget af paranoia og angst, men også af en skarp intelligens, en kreativ innovationstrang og en dyb, moralsk indignation over finansverdenens uretfærdighed. Han er ikke kun en patient; han er en visionær iværksætter, der drømmer om at skabe en bedre og mere retfærdig verden. Kapitlet er et stærkt bevis på, at selv i det mørkeste sind kan der findes lys, håb og geniale idéer.