Sindssyg Paranoid Skizofren: Til Dig, der Overvejer Selvmord

I kapitel 59, "Til Dig Der Overvejer Selvmord", leverer Anders Frimann bogens mest direkte og konfronterende tekst. Kapitlet er genialt struktureret i to dele: Først et sarkastisk "forsøg på selvcensur til BoD", der udstiller hykleriet i at tale pænt om selvmord, og derefter den "næsten originale tekst", der er en rå, filosofisk og dybt personlig udforskning af emnet. Tilsammen udgør siderne 194-202 en mesterlig dekonstruktion af et af vores største tabuer.

Første del er en parodi på, hvordan forfatteren mener, et forlag (BoD - Books on Demand) ville ønske, han skrev om selvmord. Tonen er overdrevent pædagogisk og fuld af klichéer. Han starter med pligtskyldigt at henvise til Livslinien. Han opfordrer læseren til at "holde børnefødselsdag for dig selv" og "høre musik". Det er en absurd og tandløs version af selvmordsforebyggelse.

Han udstiller forlagets formodede frygt for "shitstorm" og deres manglende forståelse for, at den syge måske "har det bedre i døden end i livet". Han tvinger sig selv til at skrive, at "du skal leve, og nu er vi glade", men hele teksten emmer af en sarkasme, der afslører, hvor meningsløs denne form for overfladisk omsorg er. Han afslutter med at understrege, at "tonen har ændret sig, og det er på grund af censuren."

Anden del er den "næsten originale tekst", og her falder alle masker. Sproget er direkte, brutalt og filosofisk. "Jeg overvejer selvmordet hver dag," indrømmer han. "Jeg elsker tanken om aldrig nogensinde at skulle tænke endnu en tanke."

Han afviser de simple løsninger. Et toguheld er ikke nødvendigvis smertefrit. Aktiv dødshjælp er en mulighed, men kræver en "kronisk sygdom, der er slemmere end skizofreni". Han udforsker den mørke logik med en kynisk humor: "Gud hvor er livet meningsløst, og fuck hvor er vi da bare en dødsdømt race, der udrydder sig selv inden længe."

Han taler direkte til læseren, ikke som en frelser, men som en ligesindet. Han anerkender, at han er "dårlig til at opmuntre dig, men du er da også bare dødsens." Han opfordrer til at prøve alt andet først – "Ring til en hotline; prøv det hele; før du prøver selvmord" – men han anerkender også, at lysten til at dø er reel. Han slutter af med en stærk pointe: Han vil ikke have selvmord på sin samvittighed, og derfor opfordrer han læseren til at leve, elske og kæmpe, præcis som han selv gør.

Kapitel 59 er et litterært mestergreb. Ved at stille de to versioner op over for hinanden udstiller forfatteren den enorme kløft mellem den måde, samfundet taler om selvmord på, og den virkelighed, den selvmordstruede oplever. Den censurerede version er en farce, mens den originale er en af de mest ærlige, nuancerede og respektfulde tekster om selvmord, man kan forestille sig. Kapitlet er ikke en opfordring til at dø, men en dyb og inderlig opfordring til at tale sandt om de mørkeste af alle tanker.