Sindssyg Paranoid Skizofren: Velkommen til Spøgelsesbyen

I kapitel 1 af "Sindssyg Paranoid Skizofren", med den sigende titel "Spøgelsesby", bliver vi introduceret til det sted, der fungerer som arnested for forfatterens psykotiske sammenbrud: den lille jyske stationsby Borris. Gennem en blanding af nostalgiske erindringer og snigende paranoia, maler forfatteren et portræt af et sted, hvor den idylliske overflade dækker over en underliggende følelse af overvågning, fremmedgørelse og uforklarlige hændelser.

I starten beskrives Borris som en arketypisk, søvnig stationsby. Butiksejeren er som en "klovn på en cykel", og det mest spændende, der sker, er, når folk tager på arbejde. Forfatteren nyder i starten roen og naturen, men kedsomheden er alligevel en underliggende trussel: "Hvem gad være i Borris? Jeg gør i hvert fald ikke længere."

Denne kedsomhed bliver den grobund, hvorpå paranoiaen kan vokse. Små, uskyldige hændelser bliver tillagt en mørkere betydning. Afbrænding af dokumenter i olietønder om natten og folk, der banker på døren, bliver til tegn på, at noget er "creepy" og galt.

Kapitlet viser på mesterlig vis, hvordan en psykose langsomt tager form. Forfatteren begynder at forbinde byen med "bandekriminelle og rockere". En person, der brager ud af en lejlighed, bliver til en del af et større komplot. Smadrede bilruder er ikke bare hærværk, men en bekræftelse på, at han er i fare.

Han er bevidst om, at det kan være "psykose", men han kan ikke slippe tanken. Han hører en "skrigende stemme", som han tilskriver en kvinde, der har fået tæsk. Han er fanget i en verden, hvor han ikke længere kan skelne mellem "fantasy og reality". Han ved, at mange af tingene "ikke havde været virkelige", men chokket ligger i erkendelsen af, hvor virkeligt det føltes.

Paranoiaen eskalerer. Han bliver overbevist om, at politiet venter på ham ved lægen, fordi han er "sindssygt farlig". Han ser to personer, der ligner hans faster og onkel, og forestiller sig, at de er ofre for en "rockerbande under et torturforløb". Alt bliver en del af den samme store, skræmmende fortælling.

Han beskriver Borris som en "fredfyldt by, der gjorde mig syg." Det er en central pointe: Det er ikke nødvendigvis åbenlys vold eller kaos, der udløser en psykose, men den stille, krybende følelse af at være observeret, misforstået og fanget i et "spøgelsesby"-lignende samfund, hvor alle stirrer, og ingen taler sandt.

Kapitel 1 er en langsom, men intens, nedstigning i paranoia. Det viser, hvordan et sind, der er disponeret for sygdom, kan tage de mest banale elementer i en provinsby og omdanne dem til brikker i et stort, farligt puslespil. Borris er ikke bare en by; det er en mental tilstand, en spøgelsesby, der langsomt, men sikkert, driver forfatteren mod vanviddets rand.