Sindssyg Paranoid Skizofren: VIP-Treatment i Spjældet

I kapitel 9, "Inde og sidde", tager forfatteren os med tilbage til sin tid på den lukkede afdeling i Herning. Med en karakteristisk blanding af sort humor, sarkasme og underliggende smerte, skildrer han psykiatrien som et "spjæld", hvor han på én gang er en fange og en VIP. Kapitlet er en skarp kritik af systemets logik og den måde, det både overvåger og svigter sine patienter.

Kapitlet åbner med en scene, hvor jeget konfronteres af en "horeunge" på et løbehjul. Hændelsen udløser en refleksion over hans egen situation. Han har lige forladt den ambulante afdeling, men føler sig allerede dømt af omverdenen.

Han ser tilbage på sin tid i Herning, som han kalder "spjældet". Han fik aldrig spændetrøje, men "VIP-Treatment", en ironisk kommentar til den relative frihed, han oplevede. Men under denne overflade af "privilegier" lå en dyster sandhed: "Systemet havde dømt mig til at være for syg; til at gå på gaden." Han var fanget, ikke kun af mure, men af systemets dom over ham.

Han afslører også, at han arbejder på et fiktivt værk om bander og rockere, og at han har "syv grupperinger: CENSURERET." Dette meta-greb viser, hvordan han bruger sin skrivning til at bearbejde og få kontrol over de paranoide forestillinger, der plager ham.

Jeget vender tilbage til sin vrangforestilling om "Klovnebanden" (politiet). Han forestiller sig, hvordan den "gæve læser" nok har indset, at han "virkelig prøver på at leve mig ind i psykosen, som om den er sandhed." Han anerkender, at det er en leg, men insisterer på, at "sådan føles det; fandeme, når man er i den."

Han taler direkte til Thomas Blachman, der i hans hoved bliver en slags terapeut, som opfordrer ham til at "blomstre". Han er bevidst om sin egen isolation og den måde, han distancerer sig fra andre. Han afslører, at selv hans barndomsveninde var indlagt på samme afdeling, et "sikke et tilfælde", der understreger, hvor lille og klaustrofobisk hans verden er blevet.

Han slutter af med en refleksion over sin egen skæbne. Han er ikke længere i tvivl om, at han er syg, men han er også bevidst om, at han er fanget i en cyklus af profetier og paranoia. Han er en "profeti", der er gået i opfyldelse, en mand, der er blevet præcis så syg, som hans stemmer forudsagde.

"Inde og sidde" er et komplekst og selvreflekterende kapitel. Forfatteren leger med grænsen mellem fiktion og virkelighed, mellem patientens oplevelse og forfatterens bevidste konstruktion. Han inviterer læseren med ind i sin psykose, men minder os samtidig om, at det er en litterær iscenesættelse. Det er et kapitel, der viser en mand, der er fuldt bevidst om sin egen sygdom, men som samtidig er ude af stand til at undslippe dens logik.