Skizofreniens Greb: At Blive Ædt Levende af sin Familie

På siderne 204-212 af Kaninhulsvanvid når rejsen sit absolutte klimaks. Vi følger Felin og Pablo på deres separate, men forbundne, veje ind i henholdsvis Traumatia og Memoria. Det er en fortælling om at konfrontere sine dæmoner, om den umulige længsel efter at genfinde det tabte, og om den brutale sandhed, at nogle genforeninger er mere destruktive end selve tabet.

Felin træder alene ind i Traumatia, hendes personlige helvede. Lågen er prydet med et mønster af flammer. Her møder hun den brændende kat, Felix, der nu er en "dæmon". Han er et symbol på hendes brændende sorg og skyld. Men i stedet for at flygte, går Felin ham i møde. "Det er bare mig," siger hun og rækker hånden frem.

I en smuk og rørende scene strejfer hendes hånd, mærket af arret fra branden, den brændende kat. Ilden svinder, og Felix' knogler bliver til støv. Støvet samler sig til en nøgle, der åbner lågen til Traumatia. Ved at konfrontere sin dæmon med kærlighed og accept, har hun forløst den. Hun har fundet nøglen ved at hele sit eget sår.

De går videre langs en rød flod, hvor piranhaer symboliserer den konstante fare. De når frem til en tunnel, hvor de finder Pablos efterladte skovle. Her konfronteres Felin med sin egen sorg: "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive," hvisker hun og skaber en lille gravhøj. Det er en accept af hendes forældres død. Samtidig dukker den gale læge fra hendes fortid op, i færd med at bygge en flåde. Han er "For syg til den psykiatri," en påmindelse om, at vanviddet altid lurer.

Flokken følger musikken og finder endelig den sortklædte mand med tophat: Bagmand. Han er ondskaben selv, en dukkefører, der vil "watch our world burn." Han angriber dem med et kortspil, hvor jokeren bliver et reelt våben, og med flagermus fra sin hat. Han er en showman, en illusionist, hvis magi er ren destruktion.

Bagmand afslører sin ultimative skabning: Felins barndomshjem, der nu er et levende, gående monster på to træstamme-ben – det ene sørgeligt, det andet smilende, som teatermaskerne for tragedie og komedie. Huset, symbolet på tryghed, er blevet forvandlet til et monster, der jager dem. I en sidste, desperat handling, får Bagmand huset til at brænde og angribe dem. Han bliver selv fladmast af sin egen skabning, men huset fortsætter sin destruktive kurs.

Felin og Bunny flygter mod lågen til Memoria, hvor de håber at finde Pablo. De når frem i sidste øjeblik og låser lågen bag sig, netop som det brændende hus brager igennem den. De er i sikkerhed, men nu i "Mindernes verden."

Her udspiller den mest tragiske scene sig. Felin ser sin mor som et spøgelse, der beder hende om at blive. Men Felin har lært sin lektie. Hun ved, at hun må forlade fortiden: "Mor. Jeg er nødt til at gå." Hun vælger virkeligheden frem for minderne.

Pablo, derimod, er allerede gået ind i Memoria. Han finder sine forældre og søskende, der nu er en hær af zombierotter. "Brødre og søskende. Det er mig!" råber han i ekstatisk glæde. Men genforeningen er en fælde. "Pablo bliver ædt levende af sin familie." Hans længsel efter at genfinde det tabte fører til hans endelige undergang. Det eneste, der er tilbage, er hans knogler og timeglas.

Denne sekvens er et mesterværk i psykologisk og symbolsk historiefortælling. Felin overvinder sit traume ved at konfrontere det med kærlighed, mens Pablo bliver fortæret af sin egen længsel. Det er en brutal, men smuk, lektion i sorgens natur: Man kan kun komme videre ved at acceptere sit tab og vælge livet, ikke ved at forsøge at genoplive de døde.