Skizofreniens Greb: At Grave en Tunnel til Rottetopia

Efter den farefulde flugt fra Morningstars Forlag, fører kapitel VI, "Skoven", vores helte, Felin og Bunny, ind i et nyt og endnu mere mystisk landskab. Siderne 154-163 er en fortælling om at finde et midlertidigt helle, konfrontere en dyb sorg og bevæge sig ind i et makabert rige, hvor de døde mindes på en bizar og uhyggelig måde.

Kapitlet åbner med Felin, der er i chok efter de voldsomme oplevelser. Hun skriger "Brand.", og personalet (fra hendes hallucinationer om psykiatrien) giver hende beroligende medicin. Hun flygter ind i en drøm i drømmen, hvor hun sidder ved et lejrbål med Bunny. Ilden danser, og musikken spiller. Det er et øjebliks "paradise", et frirum fra de monstre, der jager hende.

Bunny afslører, at "Skoven er et sted under os," og at han kan "grave en tunnel derhen." Han er ikke bare en guide, men også en skaber, der kan forme selve landskabet. Han graver et dybt kaninhul, og Felin følger efter ham. De er på vej mod "Rottetopia", et sted der ligger tæt på Skoven.

De ankommer til "Skoven Af Galger". Det er et "mindested", hvor krukker med de afdødes aske hænger fra galger, oplyst af magiske krystaller. Det er et bizart og makabert syn, men også smukt på sin egen, mørke måde. Vinden får krukkerne til at svæve, og stedet føles levende, selvom det er bygget på død.

En due – et tilbagevendende symbol på Felins ubevidste – får en galge til at gå i brand. En krukke med navnet "Laura" (Felins mors navn) falder ned og smadrer. Asken ligger "som en klat; spredt ud." Felin er nu direkte konfronteret med sin mors død. Bunny forsøger at trøste hende: "Det er ikke sikkert. At det er din mor. (...) Hun er én af mange." I denne verden er sorgen både dybt personlig og universel.

De møder Pablo, den halv-mand, halv-rotte, der er "fortabt i sig selv". Han er en tragisk figur, der beder til "djævle; Spøgelser af mit sind!". Han er endnu en sjæl, der er plaget af sine indre dæmoner.

Pablo afslører, at han har skrevet bogen "Bogtopias tragedie. Bæstet.", og at den er nøglen til at finde et batteri til deres mp3-afspiller. Musikken er deres eneste håb om at finde fred. Missionen bliver nu at stoppe Bagmand, den "sorte herre", der er skyld i Bogtopias ødelæggelse.

De opdager, at Bagmand er medejer af Morningstars Forlag og tjener penge på at genoptrykke de bøger, han selv har brændt. Han er en kapitalistisk dæmon, der profiterer på andres lidelse. Deres rejse får nu et nyt formål: De skal ikke kun finde musikken, men også stoppe ondskaben ved dens rod. Vejen dertil går gennem "Traumatia", en tunnel, som Bunny har gravet.

De begiver sig mod "skovens ende". De er drevet af en ny beslutsomhed. "Vi. Skal. Stoppe Bagmand," siger Felin. De går mod en stærk "Modvind", et symbol på den modstand, de vil møde. En krukke med navnet "Stefan. Farmand." falder ned. Felin er nu konfronteret med begge sine forældres død.

Men i stedet for at bryde sammen, finder hun en ny styrke. Hun hvisker "Far." og fortsætter. Kapitlet slutter med, at de står ved indgangen til skovens ende, klar til at konfrontere Bagmand. De er ikke længere kun på flugt; de er på en mission for at hævne de døde og stoppe ondskaben.

Dette kapitel er en dyb og symbolsk rejse ind i sorgens landskab. Skoven af Galger er et stærkt billede på, hvordan vi bærer vores døde med os. Mødet med Pablo og afsløringen af Bagmands ondskab giver Felin og hendes venner et nyt formål. Deres personlige sorg bliver forvandlet til en kollektiv kamp for retfærdighed.