Skizofreniens Greb: At Vælge Virkeligheden i Memoria

I kapitel XIII, "Memoria", når Felins rejse sit følelsesmæssige og filosofiske klimaks. Efter at have kæmpet sig gennem Traumatia, står hun nu over for den ultimative prøvelse: at navigere i mindernes verden uden at blive opslugt. Siderne 213-217 er en smuk og brutal skildring af sorg, accept og de forskellige skæbner, der venter dem, der konfronterer deres fortid.

På vej mod Memoria bliver Felin stoppet af et spøgelse af sin mor. Moren, svøbt i "et lagen af skyer", stiller hende over for et ultimatum: "Du er nødt til at vælge. Mig eller minder. Virkelighed eller den jeg var." Det er det centrale valg for enhver, der er mærket af traumer: Skal man klynge sig til fortidens spøgelser, eller skal man vælge den uperfekte, men virkelige, nutid?

Felin, der er blevet styrket af sin rejse, træffer det modige valg. "Mor. Jeg er nødt til at gå," siger hun og anerkender, at hendes mor nu kun er et "spøgelse". Samtidig ser hun det brændende hus – hendes traume – nærme sig. Hun løber mod lågen til Memoria, som hun åbner med sin egen nøgle. Hun bruger sit traume som nøglen til at låse fremtiden op og fortiden ude.

Inde i Memoria udspiller der sig en parallel, men dybt tragisk, scene. Det brændende hus er her, og ud af det kommer Lægen med en hær af zombierotter. Men for Pablo er de ikke monstre. "Min familie!" skriger han i ren ekstase. Han er endelig genforenet med dem, han har mistet.

Hans glæde er dog kortvarig. "Pablo bliver ædt levende af sin familie." Hans desperate længsel efter at genfinde det tabte fører til hans egen undergang. Han bliver bogstaveligt talt fortæret af sin egen sorg. Det er en brutal allegori over faren ved at nægte at give slip på fortiden. Lægen og rotterne forsvinder, og tilbage er kun Pablos "knogler, rottekraniet og timeglasset" – de tomme symboler på et liv, der er gået tabt.

Med Pablos død er Felin alene med Bunny. Hun er knust og overgiver sig til sorgen ved at "falde til jorden". Hun falder nu bogstaveligt talt gennem sine egne minder, "kaninhul efter kaninhul", og genoplever brudstykker af sin rejse.

Hun lander til sidst i en idyllisk, men falsk, scene fra sin barndom. Hendes forældre er der, men volden lurer under overfladen, da faren slår sin knytnæve mod et rør. Felin indser, at hun ikke kan blive. Hun konfronterer det brændende hus, sit traume, og siger: "Jeg er ikke bange. For dig." I en sidste, symbolsk handling trykker hun på nøglen, og Bunny, hendes guide, bliver til støv. Hun har ikke længere brug for ham. Hun samler Pablos timeglas op og går ind i flammerne, klar til at møde sin fortid.

Huset kollapser, og hun vågner op. Rejsen er slut.

Dette kapitel er en kraftfuld afslutning på Felins rejse. Det viser, at vejen ud af traumet går gennem accept og et bevidst valg af virkeligheden. Mens Pablo bliver et tragisk offer for sin egen længsel, formår Felin at konfrontere sine dæmoner, give slip på sine guider og træde ud af mindernes fængsel, mærket, men hel.