Skizofreniens Greb: At Være sin Egen Diagnostiker
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af kapitel 7. Lucian er til samtale hos psykiateren, hvor han selv må diagnosticere sine symptomer. Han forsøger at være en helt for en grædende pige.
I kapitel VII, "Bunnie", bliver vi vidne til en af de mest absurde og samtidig mest rammende scener i "Skizofreniens Greb": mødet med det psykiatriske system, hvor patienten selv må agere diagnostiker. Kapitlet, der strækker sig fra side 77 til 86, udstiller systemets begrænsninger og Lucians desperate forsøg på at finde sin plads i en verden, der svinger mellem klinisk distance og uventet medmenneskelighed.
Side 77-79: Psykiaterens Whiteboard og Patientens Opgivenhed
Kapitlet åbner på ambulatoriet i Slagelse. Scenen er "KLINISK", som at "VÆRE PÅ HOSPITA-AL". Psykiateren står ved et whiteboard og gennemgår de tre symptomgrupper for skizofreni: positive, negative og kognitive. Det er en pædagogisk øvelse, men for Lucian føles det absurd. Stemmen Lars råber: "DU VED DET HELE HVAD LUCIAN?".
Lucian føler sig fanget i en umulig situation. Han er den eneste, der kender sin egen tilstand, men han kan ikke sætte ord på den. "Det er forvirrende. Sørgeligt. At jeg selv skal være diagnostiker for min sygdom." Han giver op og svarer ja til symptomerne, bare for at få det overstået. Han bekræfter, at han hører stemmer, og psykiateren sætter et kryds. Det er en "diagnosticering", men den føles tom og meningsløs. "Nu ved vi. Hvor jeg fejler," tænker han ironisk. Han forlader samtalen med en følelse af, at intet er blevet løst, og at han stadig er alene med sin sygdom.
Side 80-81: Tryllekunstneren på Bænken
Udenfor ambulatoriet skifter scenen. Lucian sidder på en bænk og lytter til en sang, der handler om at være "Stuck in, my own hell." Han ser to grædende teenagepiger. I en pludselig impuls beslutter han sig for at handle. Han tager sin tyngdebamse, Bunnie, op af tasken. Stemmerne hepper på ham: "HOLD NU KÆFT MAND HAN ER TRYLLEKUNSTNER. SHOW US A TRICK."
Han går hen til pigerne og giver bamsen til den grædende pige. "Her," siger han. Hun tager imod den og takker. Det er et lille, men dybt meningsfuldt, øjeblik af medmenneskelighed. Han, patienten, der lige er kommet fra en forvirrende terapisamtale, er nu i stand til at trøste en fremmed. Han får bamsen tilbage og tager bussen hjem, hvor han køber ind til en hyggelig aften. For et øjeblik er han en normal, handlekraftig ung mand.
Side 82-86: Film, Vrangforestillinger og et Glimt af Håb
Hjemme hos Felina fortsætter denne skrøbelige normalitet. De skal have filmaften. Men selv i denne hyggelige situation lurer psykosen. Da de ser en film om en seriemorder, begynder stemmerne igen. Lars hvisker: "HOLD NU KÆFT LUCIAN SPILLET ER UDE HUN VED AT DU ER HENDE UTRO". Hans paranoia om Felinas utroskab, som han tror, hun har opdaget, bliver blandet sammen med filmens handling.
Han ser en film, hvor en kvinde myrder sin mands mor, og tænker: "Hun styrer virkelig filmen." Men da det viser sig, at kvinden i filmen ikke er gravid, men har brug for fertilitetsbehandling, bliver han skuffet. Han identificerer sig med karaktererne og deres lidelser. Filmen slutter med en sang, der igen spejler hans egen tilstand: "Out there, in the, city street. Walks, a pretty woma-an. She's, got her sight, on meat." Han er byttet, et offer i byens gader.
Dette kapitel er en mesterlig skildring af den konstante vekslen mellem sygdom og raskhed. I det ene øjeblik er Lucian en forvirret patient, der ikke kan forklare sine symptomer. I det næste er han en handlekraftig "tryllekunstner", der kan trøste en fremmed. Han er fanget mellem den kliniske, afstumpede virkelighed på ambulatoriet og de små, magiske øjeblikke af menneskelig kontakt, han selv skaber. Kapitlet viser en mand, der på trods af sin sygdom kæmper for at finde mening og skabe forbindelse i en kaotisk verden.
Portræt af Patientforholdet: Når Patienten selv må Stille Diagnosen
Et af de mest centrale og kritiske temaer i "Skizofreniens Greb" er skildringen af forholdet mellem patient og behandler. I kapitel VII, "Bunnie" (side 77-86), bliver dette forhold sat på spidsen i en scene, der er lige så absurd, som den er smerteligt genkendelig. Mødet mellem Lucian og hans psykiater er ikke en dialog mellem en hjælpsøgende og en hjælper; det er en demonstration af et system, hvor kommunikationen er brudt sammen, og hvor patienten i sidste ende er overladt til sig selv.
Den Kliniske Distance
Scenen på ambulatoriet i Slagelse er præget af en kold, klinisk distance. Psykiateren står ved et whiteboard og gennemgår symptomerne på skizofreni, som var det en universitetsforelæsning. Hun er professionel, men også upersonlig. For Lucian føles det som at "VÆRE PÅ HOSPITA-AL", et sted for sygdom og procedure, ikke for menneskelig kontakt.
Psykiaterens metode er at få Lucian til at nikke genkendende til de symptomer, hun skriver på tavlen. "Vi går lige igennem symptomerne sammen. Så kan du nikke genkendende til nogle af dem." Dette er ikke en samtale, men en afkrydsningsøvelse. Systemet har brug for at kunne sætte flueben i de rigtige kasser for at kunne stille en diagnose og ordinere en behandling.
Patienten som Diagnostiker
Det absurde kulminerer, da det går op for Lucian, at hele ansvaret for diagnosticeringen ligger på hans skuldre.
"Det er forvirrende. Sørgeligt. At jeg selv skal være diagnostiker for min sygdom. At jeg er den eneste, der ved. Der ved hvordan, det er. Hvordan jeg har det."
Han er den eneste ekspert i sin egen lidelse, men han mangler sproget og overskuddet til at formidle den. Psykiateren, der skulle være eksperten, er reduceret til en passiv registrator, der skriver hans svar ned på en tavle. Da Lucian opgivende siger "Ja. Det lyder rigtigt nok," og bekræfter, at han hører stemmer, er det ikke en sand bekendelse, men en performativ handling for at tilfredsstille systemets behov. Han giver dem det svar, de vil have, for at få processen overstået.
Dette vender det traditionelle patient-behandler-forhold på hovedet. Patienten er ikke den, der modtager viden, men den, der forventes at levere den. Behandleren er ikke den, der stiller diagnosen, men den, der blot bekræfter den diagnose, patienten stiller på sig selv.
Et Forhold uden Tillid
Resultatet er et patientforhold, der er blottet for reel tillid og forståelse. Lucian forlader samtalen med en følelse af, at intet er opnået. "Nu ved vi. Hvor jeg fejler," tænker han med en dyb ironi. Han har fået en diagnose, men han har ikke fået hjælp. Han har deltaget i et ritual, men han har ikke oplevet en meningsfuld samtale.
Scenen på ambulatoriet er en skarp kritik af en bestemt form for psykiatri – en psykiatri, der er mere optaget af symptomer og diagnoser end af det lidende menneske bag dem. Det viser, hvordan et system, der er designet til at hjælpe, kan ende med at forstærke patientens følelse af isolation og fremmedgørelse. Forholdet mellem Lucian og hans psykiater er ikke et partnerskab, men en transaktion, og det efterlader Lucian lige så alene med sin sygdom, som han var før.
