Skizofreniens Greb: Efterordsmedicin og en Pistol

Efter den rørende og forløsende afslutning på selve romanen, hvor Lucian og Felina finder hinanden gennem kunsten, slutter "Skizofreniens Greb" ikke. I stedet præsenteres vi for to ekstra-tekster: en scene kaldet "End Credits" og et digt med titlen "EFTERORDSMEDICIN". Disse sider (220-222) fungerer som et efterskrift, der river os ud af fiktionens trøst og kaster os tilbage i den rå, medicinerede virkelighed, som forfatteren selv lever i.

Scenen "End Credits" er som rulleteksterne til en film. Lucian og Felina står over for hinanden. En sang starter, først sød og romantisk: "One, two, three. Put your hand. On me." Det er et billede på den spirende, uskyldige kærlighed.

Men idyllen bliver brutalt afbrudt. Trommerne brager, og sangen skifter karakter til en aggressiv og anklagende rock- eller metaltekst:

Teksten er en direkte anklage mod den psykisk syge. Den er fyldt med de fordomme og den frygt, som omverdenen ofte møder psykisk sygdom med. Felina konstaterer tørt: "Lidt grov." Scenen viser, at selv i kærligheden er der en underliggende hårdhed og en konfrontation med sygdommens grimme ansigt. Det er ikke en poleret Hollywood-romance, men en "lidt grov" virkelighed.

Den absolutte afslutning på bogen er digtet "EFTERORDSMEDICIN". Her oplistes den cocktail af medicin, som jeget (nu tydeligt forfatteren selv, ikke Lucian) er afhængig af for at overleve. Det er en brutal og ærlig liste, der står i skærende kontrast til den symbolske og poetiske heling i selve romanen.

Han "BANKER MIT HOVED MED TABLETTER" og nævner specifikke præparater: Olanzepin, Abilify, Latuda, Brexipiprazol, Quetiapin, Phenergan, Melatonin, Panodil og Oxapax. Hver pille har et formål: at "SLÅ STEMMER IHJEL", at "BEROLIGE SINDET", at "SLÅ MIG UD". Medicinen er ikke en kur, men en kemisk krigsførelse mod den "VÅGNE TILSTAND".

Digtet kulminerer i den ultimative, desperate selvmedicinering:

Han vågner op "PÅ NY I ET HELVEDE I MIN EGEN KROP", og den allersidste linje i hele værket er en konstatering af den ultimative flugtvej: "MIN HJERNE SKAL HAVE EN PISTOL."

Denne afslutning er et mesterstykke i at rive tæppet væk under læseren. Efter at have givet os en smuk, forløsende og håbefuld afslutning på fiktionen om Lucian og Felina, minder forfatteren os om, at den virkelige kamp fortsætter. Kunsten kan skabe mening og heling, men den fjerner ikke behovet for "efterordsmedicin". Den sidste, voldsomme linje efterlader os med en isnende påmindelse om den konstante, suicidale trussel, der følger med alvorlig psykisk sygdom. Det er en afslutning, der nægter at give lette svar og i stedet efterlader læseren med den fulde, ufiltrerede vægt af den virkelighed, bogen beskriver.