Skizofreniens Greb: Fanget Af Min Medicin

Efter den skrøbelige forsoning i det forrige kapitel, kaster kapitel XI, "Håb En Dag", Lucian tilbage i en tilstand af tvivl og eksistentiel krise. Håbet er, som titlen antyder, ikke en konstant tilstand, men noget fjernt og måske uopnåeligt. Siderne 114-119 er en dybdegående og smertefuld meditation over at være "kronisk syg" i en verden, der kræver normalitet.

Kapitlet åbner med en brutal konstatering. Lucian er færdiguddannet finansøkonom, men han har ikke fået et job. Han har kun fået lov at "udleve min praktik". Hans indre stemmer er nådesløse i deres dom. Lars råber: "DE VED SGU DA GODT AT DU ER HANDICAPPET AF DIN SKIZOFRENI." Pablo hvisker den universelle sandhed: "WHAT COMES UP MUST COME DOWN."

Lucian er fanget i denne erkendelse. Han er begyndt at tvivle på, om et "traditionelt job passer min situation." Han føler sig handicappet, afhængig af sin bamse, Bunnie, for at finde ro. Han er bange for at stoppe med sin medicin, men føler samtidig, at den forhindrer ham i at blive "mig". Han er fanget i et uløseligt dilemma.

Denne følelse af at være fanget kulminerer i en sang, han skriver eller lytter til:

Han er en fange af sin sygdom og af den medicin, der skulle befri ham. Det er den centrale patient-erfaring i dette kapitel: at være fanget i en evig cyklus af symptomer og bivirkninger.

Felina kommer ind med en nyhed, der truer med at vælte den skrøbelige balance fuldstændigt: "Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle dig." Lucians stemmer går i selvsving. Lars proklamerer, at hun er gravid, og at "DER RØG DET FORHOLD." Pablo ser det som et "LYSTSKIB KÆNTRET MOD ISBJERG DET SYNKERT. ANYTIME." Martin griner og konstaterer: "DU SKAL VÆRE FAR PÅ TVANG."

Lucian er "fanget i tid" og kan ikke høre andet end stemmerne. Han er ude af stand til at forholde sig til den virkelige samtale med Felina. Da hun endelig får fortalt sin nyhed – at de skal på ferie, og at hun har fundet et sommerhus – er han så udmattet af den indre larm, at han knap kan reagere. Hans sygdom forhindrer ham i at dele et øjeblik af glæde med hende.

Kapitlet slutter med en statusopgørelse over Lucians liv. Han "lever af støtte. Dimittendsats." Hans sygdom, skizofrenien, "dør hen, når han skriver eller hører musik". Kunsten er hans eneste frirum, hans eneste flugt.

Han har skrevet en bog, et "resumé" af sit "Kaninhulsvanvid", inspireret af "Alice I Eventyrland". Bogen er en måde at skabe en ramme om sit kaos. Men selv denne kreative handling bliver afbrudt af virkeligheden. Felina kommer ind, og han pauser sangen, han lytter til. Han er fanget mellem sin indre, kunstneriske verden og den ydre, krævende virkelighed. Kapitlet efterlader ham i denne splittelse, en mand der kun finder fred i sin kunst, men som konstant bliver trukket tilbage til en verden, han har svært ved at navigere i.

"Håb En Dag" er et kapitel, der med stor præcision skildrer den slidsomme hverdag med en kronisk psykisk sygdom. Det viser, hvordan kampen for at finde et job, et hjem og en plads i verden bliver forstærket af en konstant indre kamp mod stemmer og paranoia. Håbet er ikke en følelse, men en fjern destination, og vejen dertil er brolagt med tvivl, medicin og en uendelig træthed.