Skizofreniens Greb: Felin er Mig, Rejsens Ende
Anders Frimann Christensen
Share
Felin er Mig – Rejsens Ende
Analyse af bogens afslutning (s. 218-219). Lucian afslutter sin bog, og det afsløres, at Felin er Felina. Kunsten har genskabt traumerne på en sikker måde.
På de allersidste sider af "Skizofreniens Greb" (side 218-219) får vi den endelige, forløsende afsløring, der kaster nyt lys over hele fortællingen. Kapitel XV, "Rejsens ende", er ikke bare en afslutning på en historie, men en sammensmeltning af fiktion og virkelighed, af patient og pårørende, af Lucian og Felina. Det er en hyldest til kunstens helende kraft og en rørende konklusion på en lang og smertefuld rejse.
Side 218: "Felin er mig"
Scenen åbner med, at Lucian stopper med at læse op af sin bog, Kaninhulsvanvid. "Den er færdig," konstaterer han. I det øjeblik træder den virkelige Felina ind. Hun er ikke længere en 12-årig pige i en drømmeverden, men en 22-årig kvinde, der omfavner ham. "Den skal udgives," siger hun og anerkender værdien af hans værk.
De sidder sammen på sengen, og i dette øjeblik af intimitet sker den store afsløring. Felina hviler sin hage på Lucians skulder, og hun tænker:
"Bunny er Kaninus. (...) Felina er 22 år. Jeg har stadig mit ar. Fra da jeg var 12. Han. Luci. Har fortalt min historie. (...) Luci. Har skrevet en bog. Om mig. Felin er mig."
I denne ene, kraftfulde sætning smelter alt sammen. Den traumatiske rejse, vi har fulgt i Kaninhulsvanvid, har været en kunstnerisk gengivelse af Felinas historie. Det er hendes ar fra barndommen. Det er hendes forældre, der er døde. Felin, den handlekraftige heltinde i bogen, er en fiktiv version af den virkelige Felina, som Lucian har skabt for at hjælpe hende med at navigere i og overleve sit traume. Bunny, Pablo, Lars og alle de andre har været facetter af hans sind, der agerer som guider og dæmoner i den verden, han har bygget til hende.
Side 219: At Savne og Leve Videre
Afslutningen er en stille, melankolsk accept af tabet, nu set fra Felinas perspektiv. Hun ser på sit ar, og musikken, der spiller, handler om at brænde op og lade det ske. Hun er kommet videre, men sorgen er der stadig.
"Mit ar brænder. Det brænder når jeg tænker på jer. Mor og far. Jeg. Savner. Jer. Stadig."
Hun har ikke glemt sin fortid, men hun har, gennem Lucians bog, fået lov til at genopleve og bearbejde den på en sikker, symbolsk måde. Kunsten har været et spejl og et helende rum. Romanen slutter ikke med en lykkelig helbredelse, men med en dyb og ærlig forsoning med fortiden. Lucian og Felina er forenet, ikke kun i deres kærlighed, men også i den fælles historie, de har skabt og gennemlevet – han som forfatter, hun som hovedperson. Rejsen er slut, men deres liv sammen kan nu for alvor begynde.
