Skizofreniens Greb: Flugten Gennem Psykosens Blindgyde

Kapitel IX, "Psykoseafsnit", er præcis, hvad titlen lover: et dyk ned i det kaninhul af vanvid, som stress og paranoia kan grave for Lucian. Efter den skrøbelige balance i det forrige kapitel, ser vi her, hvordan ydre pres får den indre verden til at eksplodere. Siderne 101-108 er en intens og klaustrofobisk skildring af en psykotisk flugt, hvor virkeligheden opløses, og mareridtet tager over.

Kapitlet starter med en direkte konstatering: "Stress bobler og eksploderer." Lucian er "captive to my medication", en fange af den medicin, der ikke længere virker. Presset fra den forestående flytning bliver den udløsende faktor. Hans indre stemmer, Pablo og Lars, overtager styringen. De advarer ham: "PAS PÅ. DE ER PÅ FÆRTEN."

Virkeligheden forvrænges til en "HEKSEJAGT". Han er overbevist om, at "De kommer i nat og sprætter os op." Hans eneste logiske reaktion er flugt. Han pakker en taske med et træbat og snacks – absurde overlevelsesredskaber – og flygter ud på gaden. Han løber fra en fjende, der kun eksisterer i hans eget sind, drevet af en simpel, desperat tanke: "Jeg skal bare væk."

Lucians flugt fører ham symbolsk nok ned i en "blindgyde". Her, i mørket, tager hans hallucinationer fuld kontrol. Han møder en "bagmand", en syngende, kriminel arketype, og ser et "lig flyder i vandet" – et makabert billede på hans egen dødsangst. Stemmerne iscenesætter en fælde for ham. Pablo skriger "RUN FOR IT. LØB FOR FANDEN," mens Lars truer fra den anden side: "STOP ELLER JEG SKYDER."

Han er fanget. Paranoiaen eskalerer til en anklage om utroskab, en vrangforestilling, der nu bliver brugt som en dødsdom. Scenen kulminerer i lyden af et skud – "BANG!" – og Lucian er overbevist om, at han er blevet ramt. Det er en total opløsning af grænsen mellem indre og ydre virkelighed.

Men Lucian er ikke død. Han er tilbage på gaden, hvor selv en patruljebil bliver en del af komplottet ("OS FRA POLITIET HAR EN PLAN"). Betjentene lader ham gå, men hans sind finder ingen ro. Han ender ved en kirke, hvor klokkerne slår to. For Lucian er det et ildevarslende tegn. Pablo hvisker: "2:00. VARULVENE KOMMER."

Han er nu overbevist om, at han jages af overnaturlige væsener. Han samler tændstikker for at tænde et bål og "HOLDE BÆSTERNE VÆK". Det er en primitiv og desperat handling, et forsøg på at bekæmpe mørket med ild. Men ilden går ud, og han er efterladt forsvarsløs.

I en sidste, desperat handling løber han hjem, overbevist om at Felina er i fare. "RED FELINA," kommanderer Lars. Da han når døren og den ikke åbnes, tager hans paranoia og aggression over. Han slår mod døren med sit bat.

Da Felina åbner, er han så fanget i sin psykose, at han ikke kan stoppe. "Træet rammer. Hendes udstrakte hånd smækker ind i dørkarmen." Han har skadet den person, han troede, han skulle redde. Hans vold er ikke et udtryk for ondskab, men for en total forvrængning af virkeligheden. Kapitlet slutter med hans egen, forfærdelige retfærdiggørelse: "ET ØJE FOR EN TAND." Han ser sin voldshandling som en retfærdig gengældelse for en imaginær forbrydelse. Han er blevet farlig, ikke af ond vilje, men fordi hans sind har forrådt ham.

Dette kapitel er en skræmmende og overbevisende skildring af en psykotisk episodes anatomi. Det viser, hvordan ydre stress kan udløse en indre lavine af paranoia og hallucinationer, der fuldstændig overtager virkeligheden. Lucian er ikke længere en mand, der kæmper med sin sygdom; han er en mand, der er blevet sin sygdom, fanget i et mareridt, han selv har skabt.