Skizofreniens Greb: Gåden i Problemia

Efter den kaotiske flugt fra Fantasia ankommer Felin, Bunny og Pablo til den mest gådefulde destination hidtil: Problemia. Kapitel X (side 188-200) er en intens og filosofisk rejse, hvor logik, følelser og selofring bliver sat på den ultimative prøve. Det er her, ved den låste låge, at gruppens venskab og Felins evne til at forstå den dybeste menneskelige smerte bliver afgørende.

De står foran lågen til Problemia, der er prydet med et spørgsmålstegn. Vejen er spærret. Her møder de igen den forstenede pingvin, der tørster, ikke efter vand, men efter en ende på sin lidelse. "Det gør så ondt at leve," mumler den. Felin forstår, at dette er en gåde, der ikke kan løses med logik, men med empati.

Hun forsøger at give den kaffe, men det brænder den kun. Smerten bliver værre. Hun indser, at hun må give pingvinen det, den virkelig ønsker: fred. Hun samler de grå sten op – symboler på sorg og byrder – og giver dem til pingvinen. Da hun til sidst giver den sin egen sorte vulkansten, et symbol på hendes eget traume, bliver pingvinen fuldstændig forstenet. I det øjeblik lyser dens øjne, og en nøgle kommer frem. Lågen åbner sig. Hun har løst gåden ved at vise medfølelse og give et lidende væsen den fred, det længtes efter.

Med lågen åben står de over for en ny dør, denne gang en brændende dør med skriften "Edevleh". Felin løser hurtigt gåden: det er "Helvede" skrevet baglæns. Hun er den første, der har løst gåden, og hun insisterer på at gå ind. "Jeg vil gerne se, hvordan helvede ser ud," siger hun.

Indenfor er der ikke ild og dæmoner, men et rum fyldt med blod og hendes døde forældre, der ligger i en omfavnelse. "Det er nok mit personlige helvede," konstaterer hun. Helvede er ikke et universelt sted, men en gentagelse af ens dybeste traume. Hun er fanget i sin egen sorg, og hendes forældre er "livløse".

Midt i dette mareridt begynder Pablo at tegne. Han dokumenterer scenen, blodet og de døde forældre. Bunny, der er upåvirket, opfordrer ham til at stoppe med at "forstyrre deres gravsted". Men for Pablo er det en nødvendighed. Han er en kunstner, der lever "for kunsten". Han må omsætte smerten til et billede for at kunne håndtere den.

Felin ser på hans tegning af en pige, der græder sten, og anerkender hans talent: "Du er en kunstner." I dette øjeblik af gensidig forståelse for hinandens smerte og kunst, opstår der et dybt bånd mellem dem. De er to sjæle, der bruger kreativitet til at overleve deres traumer.

De er nu alle tre fanget i dette personlige helvede. De er omgivet af en gaslækage, og de ved, at de må flygte. Men Pablo har en anden plan. Han tager sit timeglas og bruger det til at fange en flig af Felins hår. "Så jeg kan mindes dig, og du kan mindes dine forældre," siger han. Han forvandler hendes hår til aske og lægger det i sit timeglas. "Et minut ad gangen. Lever Felin og hendes forældre."

Han har skabt et evigt minde, et øjeblik af liv fanget i tiden. Det er "en sød tanke", men det er også et farvel. Han bliver tilbage, mens Felin og Bunny flygter. Han ofrer sig selv for at give dem en chance for at fortsætte. Kapitlet slutter med, at Felin og Bunny sover, tæt sammen, forenet i deres sorg over tabet af deres ven, men også i det spinkle håb, hans offer har givet dem.

Dette kapitel er et filosofisk og følelsesmæssigt mesterværk. Det udforsker komplekse temaer som empati, sorg, kunstens rolle og selvopofrelse. Felin beviser, at hun er mere end et offer, da hun løser gåden med sin medfølelse. Pablo viser, at den største kunst kan opstå fra den dybeste smerte, og at den ultimative kærlighedshandling kan være at give slip.