Skizofreniens Greb: Ild, Traumer og en Hvid Tåre

I kapitel IV af Kaninhulsvanvid, "Ild. Så meget ild.", bliver vi trukket direkte ind i kernen af Felins traume. Siderne 135-146 er en hjerteskærende og poetisk skildring af, hvordan et minde kan blive et mareridt, og hvordan venskab og fællesskab kan være den eneste vej ud af mørket. Kapitlet udforsker sorg, tab og den spæde begyndelse på en helingsproces.

Kapitlet åbner med Felin, der ser sit barndomshjem for sig. Hun genoplever dagen, hvor en gaslækage førte til en eksplosion. Hun ser sine forældre, der "skriger og ruller på græsset", mens hun selv sidder på en gynge, en passiv observatør til sin egen tragedie. "Blodet køler den," tænker hun, da hun rører ved sin hånd, der er i ilden. Det er et billede på, hvordan traumet har gjort hende følelsesløs.

Hun vågner fra denne vision og er tilbage i drømmeverdenen hos William og Louise. Men mindet slipper hende ikke. Bunny, hendes guide, begynder at synge en sang om "fire in the horizon" og "black smoke rising". Selv her, i dette fiktive univers, kan hun ikke "slippe væk" fra sin fortid. Bunny græder en "hvid tåre af mælk", et symbol på en ren, barnlig sorg, der spejler Felins egen.

Morgenen efter traumet bringer en ny form for normalitet. Louise serverer "knuste æbler" (æblejuice), og de drikker kaffe og te. Det er "virkelig lidt som at sidde med familien igen." For Felin, der har mistet sin familie, bliver dette nye fællesskab med William, Louise og Bunny en livline.

De giver hende nyt tøj – en grøn kjole og sweater – for at erstatte hendes "psykiatriens fange-klæder". Det er en symbolsk handling, der markerer en overgang fra at være en passiv patient til at være en aktiv deltager i sit eget eventyr. Hun er stadig mærket af sin fortid ("Fødderne er forblødte. Hun har sår."), men hun er ikke længere alene.

De begiver sig afsted mod Bogtopia. Rejsen er farefuld. De møder en brændende kat, Felix, der er et ekko af Felins egen kat, som døde i branden. De møder en due, der taber et brændende stykke papir med beskeden: "Dine arkiver er brændt ned. Minder..." Alt peger tilbage på hendes tab.

De når frem til toget, hvor de møder To-Øje, en dreng, der "bager boller i toget", men som er blind, fordi hans "øjne forsvandt i en tragedie". Han er endnu en sjæl, der er mærket af et stort tab. Han bliver en del af deres lille, brogede flok af overlevere.

Da de ankommer til Bogtopia, er det et "syn af afbrændt tilsodet træ". Byen er "hærget", og biblioteket er en "ruin". Bagmands destruktive kraft har allerede hærget her. De ser en flok mennesker, ledet af en præst, der beder for, at "biblioteket genopstå større. Stærkere."

Midt i denne sorg og ødelæggelse er der et spinkelt håb. De overlevende forsøger at "genopbygge deres liv." De ved, at "En dag; en dag bliver Bogtopia som ny; et paradis igen." Kapitlet slutter med denne dobbelte følelse: sorgen over det, der er tabt, og det spæde håb om, at det er muligt at genopbygge en ny og bedre verden ud af asken.

Dette kapitel er en smuk og rørende fortælling om at konfrontere sit eget traume. Felin bliver tvunget til at se sin fortid i øjnene, men hun gør det ikke alene. Hun er omgivet af et nyt fællesskab af "skæve eksistenser", der alle er mærket af tab, men som deler et fælles håb om genopbygning. Rejsen er ikke længere kun en flugt, men en mission for at genfinde det tabte og skabe et nyt paradis.