Skizofreniens Greb: Rejsen ned i Kaninhullet

Efter det første kapitels brutale skildring af "Vanvid", tager kapitel II af Lucians bog, Kaninhulsvanvid, os med på en rejse, der er lige så foruroligende, men mere eventyrlig og allegorisk. På siderne 122-125 følger vi hovedpersonen Felin, der vågner op i en fremmed verden og møder sin mystiske guide, kaninen Bunny. Kapitlet er en smuk og uhyggelig udforskning af sygdom, identitet og flugten fra virkeligheden.

Felin vågner i et landskab, hvor "Skyerne er blodrøde. Horisonten er orange." Hun er desorienteret og ved ikke, hvor hun er. Hun opdager en nøgle om sin hals, prydet med roser og en kanin. Nøglen er et klassisk symbol på adgang, hemmeligheder og løsninger. En stemme, der lyder som en "professor", afslører, at han ved alt om hende: "Du er 12 år." Dette er en reference til Felinas traume fra den virkelige verden – arret, hun fik som 12-årig. I denne drømmeverden er hendes identitet fastlåst i dette traumatiske øjeblik.

Stemmen tilhører kaninen på nøglen, som hun finder. "Du fandt mig," siger kaninen. Mødet er skæbnebestemt.

Felin og kaninen, der nu kalder sig Bunny, indleder en samtale. Bunny er en tvetydig figur. Han kan være "det hele", hvad end hun ønsker. Han tilbyder "Magi", men advarer samtidig om, at "Ukendt magi er farlig." Han er både en hjælper og en potentiel trussel, en "trickster"-figur, der guider hende, men som hun ikke kan stole fuldt ud på.

Bunny repræsenterer den sygdom eller det vanvid, der både er en del af hende og en ydre kraft. Stemmen kommer "indefra", men den er også en selvstændig karakter. Dette illustrerer perfekt den skizofrene oplevelse af, at ens egne tanker bliver fremmede og får deres eget liv.

Felin rører ved nøglen, og kaninen forvandles til en "tøjdyrskanin", en "bamse". Det magiske bliver håndgribeligt og barnligt. Bunny har nu kun ét øje, et tegn på, at han er skadet og ufuldkommen. Han inviterer hende til at "finde musikken" og "danse". Han har nøglen viklet om sin arm som et armbånd. Han er både hendes fangevogter og hendes guide til frihed.

Han afslører, at de er "lige hér", men også at han "ved alt om mig". Han er en del af hendes egen underbevidsthed, en manifestation af hendes indre verden.

Bunny trækker Felin med sig ind i en skov. Han er "stærk", og hun må følge med. Han hopper ubesværet gennem terrænet, mens hun får "blade ind ad munden". Han repræsenterer den instinktive, dyriske side af sindet, mens hun er det klodsede, tænkende menneske.

Han afslører, at hendes diagnose er "skizofren. Bindegal." Men han dømmer hende ikke. "Det er lige meget," siger han. I denne drømmeverden er diagnoserne uden betydning. Det eneste, der tæller, er rejsen og den musik, de søger. Kapitlet slutter med, at de står ved indgangen til skoven, klar til at fortsætte deres færd mod en ukendt destination.

Dette kapitel er en smuk og kompleks allegori over at leve med psykisk sygdom. Felin er patienten, der er faret vild i sit eget sinds landskab. Bunny er sygdommen selv – charmerende, farlig, alvidende og uundgåelig. Deres fælles rejse for at "finde musikken" er en søgen efter mening, harmoni og måske en form for forløsning i en verden, der er bygget af traumer, magi og illusioner.