Skizofreniens Greb: Velkommen til Helvede

Efter den hjerteskærende realisme i Felinas kapitel, kaster "Skizofreniens Greb" os i kapitel IV ud på dybt vand. Med titlen "Drømme. Mareridt. Koma." signaleres et brud med virkeligheden. Vi er nu i Lucians underbevidsthed, et symbolsk landskab, hvor hans største frygt og dybeste længsler tager form som en bizar og skræmmende rejse mod "Helvede".

Kapitlet åbner på en togperron, et klassisk symbol på overgang og rejse. Lucian holder en mappe med sine tegninger, "Kaninhulsvanvid", et nik til Alice i Eventyrland og den forestående rejse ned i sindets dyb. Her møder han to figurer, der vil følge ham på rejsen: den elegante William med bowlerhat og den dæmoniske Lars, der nu er bevæbnet med en høtyv.

De befinder sig ved en tunnel, hvor et neonskilt blinker: "Lucifer vive aquí" (Lucifer bor her). Dette er indgangen til Helvede. Men stemmerne korrigerer ham: "Det er ikke Helvede. Det er bare vejen til en udgivelse." I Lucians sind er rejsen mod at blive forfatter og rejsen mod fortabelse én og samme ting. For at få sin bog udgivet, må han gå gennem Helvede.

Lucian træder ind i tunnelen og finder "Morningstars Forlag" – et navn der elegant refererer til Lucifer (Morgenstjernen). Forlaget er et sted for destruktion. Hans ringbind bliver revet i stykker af en "shredder", og hans bog går op i røg. Lars, der nu agerer som en dæmonisk redaktør, byder ham velkommen til "forlaget dit stikkersvin." Forfatterskabet er en forræderisk handling, og forlaget er et sted for straf.

Pludselig er han på et tog, ført af den blinde rotte-dreng Pablo, der skovler kul. Toget er på vej mod "Primitivia", en endestation, der symboliserer en regression til noget basalt og uciviliseret. Rejsen er en flugt fra det intellektuelle (forlaget) mod det primitive.

I "Primitivia" udspiller der sig en absurd scene. William, Lars, Pablo og en ny figur, Christoffer, er i ledtog. De er en bande af dæmoner og stikirenddrenge. De iscenesætter et "røveri", hvor de kræver penge af den ammende Louise. Spillet kulminerer i, at William kaster en mønt – "Plat eller krone?". Kongen (William) sejrer, og politiet stormer stedet.

Scenen er et kaotisk og symbolsk magtspil. Midt i det hele eksploderer Pablos timeglas, og sandet – tiden – flyder ud. Tiden er "væk", og det eneste, der er tilbage, er Pablos hvisken: "Prøv løkken." I dette kaos er selvmordet den eneste logiske udvej.

Lucian vågner fra drømmen, men er stadig fanget i dens logik. Han ser sort, men mærker en bamse – et symbol på barndom og tryghed. Stemmerne diskuterer hans skæbne. Christoffer vil have hans penge, mens Lars er mere poetisk: "Rotten hænger sig selv i Skoven Af Galger."

Scenen skifter til hjemmet, hvor Pablo og Martin undersøger krydderier, som var det narkotika. De finder "hash" (dild) og indgår en "deal". Imens er Lucian og Felina fanget i et voldeligt og erotisk opgør. Politiet ankommer, men det er "de gode", der vil føre Lucian "mod lyset".

Lyset viser sig at være et hvidt, tomt rum, hvor Felina ligger død med "arme strakt ud sener i spænd. Dødt blik." Lucian har dræbt hende. Kapitlet slutter med, at han lukker hendes øjne, og metallet fra baseballbattet "rammer Lucian". Volden, han har påført hende, vender tilbage og rammer ham selv. Drømmen ender i den ultimative konsekvens af hans indre kaos: tabet af den, han elsker, og hans egen undergang.

Dette kapitel er en tour de force i surrealistisk og symbolsk historiefortælling. Det tager os med på en rejse gennem Lucians frygt for fiasko, hans ambivalente forhold til forfatterrollen og hans dybeste angst for at skade dem, han elsker. Det er et mareridt, hvor alle figurer er arketyper fra hans eget sind, og hvor rejsen mod kunstnerisk anerkendelse er en direkte vej til Helvede.