SKIZOFRENIENS VERSALER: Altid Syg, Aldrig Rask

Digtet starter med en ny, nedladende selvdefinition: "MIG LILLE / SPASSERPATIENT". Jeget ser sig selv gennem systemets øjne. Han får en "SVENSK / LÆGE", som han kun forstår, fordi han har været på ferie i Sverige. Denne absurde detalje understreger den manglende kommunikation.

Han forudser, hvad der vil ske. Lægen vil "UDSKRIVER MIG", men først vil han "DOPER MIG". Jeget reagerer med en blanding af sarkasme og masochisme. Han "TAGER PIS" på lægen, men beder samtidig om den hårdeste behandling.

Han beder om straf, som om han har fortjent den. Han accepterer rollen som "SPASSERPATIENT" og beder om den behandling, han mener, en sådan patient fortjener. Det er en total overgivelse til systemets vold, en måde at tage kontrol på ved at bede om det værst tænkelige.

På side 156 beskriver han sin krops reaktion på denne situation. Kroppen gør "MODSTAND". Han føler sig "HANDICAPPET" og som "AUTIST". Hans krop begynder at vise symptomer, som han ikke kan kontrollere.

Hans krop reagerer med ufrivillige spasmer og anfald. Han mister kontrollen. Han kan ikke længere se tv, han kigger væk. Han er under konstant observation: "DE HOLDER ØJE MED / MIG". Systemet, de andre, ser hans forfald. De ser en "SPASSERPATIENT" og spørger: "HVAD FEJLER HAN / DENNE GANG". Hans krop har forrådt ham og bekræfter den diagnose, han lige har fået.

På side 157 kommer den endelige, uundgåelige og knusende konklusion på denne oplevelse.

Disse linjer er skrevet i tredjeperson ("HAN"), som om han ser på sig selv udefra, med systemets kolde, logiske blik. Konklusionen er simpel og brutal. Han er altid syg, aldrig rask. Beviset? Ellers ville han jo ikke være i psykiatrien. Institutionens blotte tilstedeværelse bliver det endegyldige bevis på hans uhelbredelige tilstand. Der er ingen vej ud, ingen håb om at blive "rask". Han er defineret af de mure, han er indespærret bag.