SKIZOFRENIENS VERSALER: Anders Frimann Hader Fonden

Digtet starter som en henvendelse til den virkelige Lundbeckfond, men forvandler sig hurtigt til en anklage mod en fiktiv eller symbolsk enhed, som jeget døber "Censureretfonden". Han præsenterer et hypotetisk tilfælde for dem: "HER ER EN TALENTFULD / SKIZOFREN PATIENT / MED POTENTIALE". Men denne patient mangler lyst, tid og penge til at skrive.

Jeget påpeger den tragiske konsekvens af denne manglende støtte: "FOLK DØR AF / SKIZOFRENI DE DØR AF / PSYKISK SYGDOM OG / FOLK DØR AF / SELVMORDERISKE / TANKER". Han anklager fonden for at kende til denne virkelighed, men intet gøre.

På side 191 bliver anklagen mere direkte og personlig. Jeget håner fonden og kalder den "KÆRE / CENSURERETFONDEN". Han anklager dem for at vide "INGENTING" og for at ignorere den forskel, en bog fra en "HÅRDTARBEJDENDE OG / SKRIVETALENTFULD / SKIZOFREN PATIENT" kunne gøre. Han omdøber dem igen: "I ER IKKE VI-LAVER- / INGENTING-FONDEN". Sarkasmen er bidende.

På side 192 opstiller han et ultimatum. Hvis fonden ikke kan give "BARE EN / ANELSE AF STØTTE", så bør de "LUKKE FORLAGET" og "STOPPE MED AT / REKLAMERE OM LØGNE". Han anklager deres ansatte for at skulle sige nej til folk som ham, og postulerer, at de selv må have brug for terapi, fordi de "OVERVEJER SELVMORD". Han vender fondens formodede mission om at forhindre selvmord mod dem selv.

På side 193 starter en lang, vred og repetitiv monolog. Jeget vil stille sig selv de samme spørgsmål "HVER EVIG ENESTE BOG / I VREDE". Han vil for evigt tænke: "HVOR VAR / CENSURERETFONDEN / DA JEG OVERVEJEDE AT / SKRIVE MIN BOG". Han anklager dem for deres fravær i hans sværeste stunder.

På side 194 proklamerer han, at hans bog vil blive udgivet, med eller uden deres hjælp. "FOR DEN BLIVER / UDGIVET OM JEG SELV / GØR DET". Han advarer dem: "I SKAL IKKE / UNDERVURDERE EN / PSYKOTISK PATIENT". Han nævner sit eget navn, Anders Frimann, og lover, at de vil høre det igen.

På side 195 beskriver han den vrede, der driver ham. Der er "IKKE EN ENESTE / ATOMISK FØLELSE I MIN / KROP DER IKKE ER / VREDE". Han kan ikke forstå, hvordan et forlag, der hævder at udgive "PSYKISK SYG LITTERATUR", kan gøre "INGENTING". Han spørger retorisk, hvordan de kan "LEVE MED JER SELV".

På side 196 bliver vreden til en destruktiv og kreativ kraft. Han tænker på, hvorfor de ikke har hængt sig selv, hvorfor han ikke har slået dem ihjel. Han beslutter sig for at blive "TERRORIST FOR JERES / SKYLD". Hans terrorvåben er pennen. "I VREDE JEG VIL GØRE / ALT / SKRIVE HUNDREDE / BØGER I VREDE".

På side 197 fortsætter den psykotiske vrede. Han vil blive ved, indtil de "KENDER MIN / EKSISTENS", indtil de inviterer ham på kaffe, hvor han vil "KASTE / SUKKERKNALDER" efter dem. Han vil "KNEPPER / HELE / CENSURERETFONDEN / SØNDER OG SAMMEN". Han slutter med en direkte haderklæring: "VID DET ANDERS / FRIMANN HADER / CENSURERETFONDEN".

På side 198 er hadet blevet hans livskraft. Han "LEVER FOR AT HADE". Han vil hjemsøge dem, protestere og dukke op, når de mindst venter det. Han er vreden personificeret.

På side 199 lover han, at han vil komme som en "SKIDE FORFATTER / AFVIST AF JERES FORLAG". Han er en "PARANOID SKIZOFREN / PSYKOTISK PATIENT / I VREDE". Han er alle de stempler, de har givet ham, og han vil bruge dem som våben.

På side 200 slutter manifestet. Censureretfonden er blevet et "DEFINITION SYMBOL PÅ / SYGELIGHEDEN". De er et symbol på et sygt system. Han giver dem et valg: "ENTEN I LUKKER FORLAG / ELLER I ÆNDRER / FORLAGETS KURS". Digtet slutter med en ildevarslende profeti: "FOR LIGE NU / I HAR EN MAND I VREDE / OG INDEN LÆNGE VI OG / I HAR MANGE VREDE". Hans personlige kamp vil blive til en kollektiv bevægelse.