SKIZOFRENIENS VERSALER: Anmeld Hans Værker

Digtet åbner med en direkte konfrontation med "POLITIET I JYLLAND". Digterjeget, Anders Frimann, forsøger at definere sig selv over for autoriteterne, ikke som syg, men som kunstner. "SIGER JEG ER MALER". Hans vrangforestillinger er grandiose og kunstneriske: "MONA LISA SKAL HAVE / MINE BØRN / OG JEG MALER GRAFFITI I / MIN FRITID". Han er en "SKAGENSMALER", hvis værker burde anmeldes, ikke diagnosticeres.

Han afviser systemets stempler – "FANDENS POLITIMAND / KLOVNEBANDE / FUCKING SINDSSYG / VRANGFORESTILLING" – og insisterer på sin kunstneriske identitet. Han udfordrer dem: "ANMELD HANS VÆRKER / HVILKET ER BEDST". Det er en desperat bøn om at blive set og bedømt på sine kreative præstationer, ikke på sin diagnose.

På side 63 fortsætter den maniske tankestrøm. Jeget blander referencer til danske malere (Anna Ancher, Kyhn) med de rå realiteter fra den psykiatriske afdeling: "ONANISPILLENDE MAND", "KØKKENSTUEMONGOL". Han stiller en række retoriske "HVAD MED" spørgsmål, der viser en hjerne, der kæmper for at finde mening og skabe forbindelser mellem kunsthistorien og hans egen "SORGFULD / PSYKOSE".

På side 64 fortsætter opremsningen af potentielle kunstværker eller titler. Han ser sig selv som en "DRUKNEDE DIGTER" og et "SELVPORTRÆT AF / KRUSEDULLER". Da han igen taler med en politimand, fastholder han sin kunstner-persona: "SIGER JEG / ER MALER". Han modsiger ikke systemet, men forsøger at eksistere inden for det på sine egne præmisser. Han afviser diagnosen "SINDSSYGT / SKIZOFREN" og insisterer på en anden identitet: "JEG ER EN / VELFUNGERENDE / ARBEJDSNARKOMAN".

På side 65 bliver konfrontationen med politimanden mere direkte. Betjenten insisterer på, at han skal "TILBAGE I / PSYKIATRIEN". Men jeget, eller "Anders Frimann", som han nu kalder sig selv i tredjeperson, har et modtræk: "JEG HOLDER FERIE / PÅ ET HOSTEL I ESBJERG". Han bruger en almindelig, normal handling som et skjold mod systemets forsøg på at indfange ham. Han afslører også, at "LÆGEN HAR VÆRET / DER I BORRIS / MED LÅSESMED OG / POLITI", hvilket antyder en tidligere tvangsindlæggelse. Hele situationen affejes som en "SJOV HISTORIE".

Digtet kulminerer på side 66 med en total afvisning af betjentens autoritet.

Jeget tager magten tilbage. Han afslutter samtalen, griner ad betjenten og dekonstruerer hele situationen. Han afslører, at "Anders Frimann er maler" er en del af den historie, han fortæller. Han slutter med en konstatering, der er både en hån og en sandhed: "OKAY MAKKER DU ER SYG / I ROEN". Han er syg, ja, men han er det på en rolig, kontrolleret måde. Han har vundet konfrontationen ved at insistere på sin egen fortælling og afvise systemets.