SKIZOFRENIENS VERSALER: At Drukne sig i Vasken

Digtet starter med et billede på den ultimative stagnation og rastløshed: at vandre hvileløst på en hospitalsgang. "HÅRD BETON" under fødderne, "FLERE KILOMETER" uden at komme nogen vegne. Denne endeløse vandring fortsætter, indtil kroppen selv siger stop, indtil smerten føles "SOM BRÆKKET".

Jeget er overbevist om, at hans ben er brækket, og han "SPØRGER / PERSONALE OM LÆGE". Men systemet reagerer med ligegyldighed. Lægen inspicerer ham, men kommer ikke til "NOGEN KONKLUSION / ANDET END AT / ANBEFALE / AT STOPPE MED AT GÅ". Dette råd er absurd for jeget. Han er "RASTLØS" og føler, at det er "SUNDT AT GÅ". Gangene er det eneste, han har. At stoppe med at gå er at give op, at synke ned i den totale apati.

På side 77 bliver denne rastløse kedsomhed til en eksistentiel trussel.

Når der intet er at lave, når dagene er tomme og ensformige, bliver kedsomheden i sig selv dødelig. Denne følelse driver jeget til at overveje selvmord, men på en måde, der er præget af det absurde og det klaustrofobiske miljø, han befinder sig i.

Selvmordsfantasierne er tilpasset de begrænsede muligheder på en lukket afdeling. Et lagen, et toilet. Han kalder tanken om at drukne sig på toilettet for "EN GOD IDE". Det er en mørk, ironisk humor, der understreger det desperate i situationen. Han forestiller sig at sætte proppen i vasken og drukne sig selv.

Digtet kulminerer i en endnu mere absurd og patetisk vision:

Fra at drukne sig i vasken bliver det til at drukne sit "FJÆS" i kummen. Det er et billede på den ultimative ydmygelse og afmagt. Det er et selvmordsforsøg, der er dømt til at mislykkes, et ynkeligt og desperat råb om hjælp i et miljø, hvor selv døden er svær at opnå.