SKIZOFRENIENS VERSALER: At Finde Ro i Døden

Digtet åbner med en chokerende ligestilling: "NÅR JEG SOVER / JEG ER DØD". Søvnen er ikke en hvile, men en form for midlertidig død. Paradoksalt nok er det også i denne "død", at han føler sig rask: "JEG ER RASK / DRØMMENE". Selv mareridtene er at foretrække frem for den vågne tilstand, som han savner dem i.

Den vågne tilstand er et helvede. "NÅR JEG IKKE SOVER / JEG HØRER STEMMER / JEG BLIVER VRED". Vreden udløses af et savn efter den, han engang var: "JEG SAVNER MINE RASKE / TOOGTYVE ÅR". Han bider tænderne sammen i frustration, så hårdt at han "NÆSTEN SMADRER" dem. Den eneste flugt fra denne vågne tortur er den kemiske søvn, induceret af sovemedicin. Men denne flugt har en pris: "JEG FØLER MIG SVAG / FØLER MIG SOM EN / JUNKIE".

På side 121 fortsætter temaet om afhængighed. Han tager sit "FIX", men det er ikke Oxapax, den vanedannende medicin, han frygter. Han tør stadig ikke røre den. I stedet ligger han og venter på "SØVNENS HAMMER".

I denne ventetilstand, mellem vågen og søvn, finder han en form for trøst i onani og skrivning. Han "SKRIVER EN NOTE TIL / MIG SELV" og til sit "HOLD PÅ UNI". Det er et forsøg på at skabe forbindelse og fastholde en form for normalitet. Han får endda en "THUMBS UP", en lille digital anerkendelse, men hans reaktion er en blanding af taknemmelighed og selvhad: "JEG TÆNKER THUMBS UP / MELLEMFINGER OP / FUCK DIG ANDERS FUCK". Han kan ikke acceptere den positive feedback uden samtidig at vende den til noget negativt rettet mod sig selv.

På side 122 kulminerer digtet i en direkte henvendelse til sig selv, eller måske til en anden "du", der lider på samme måde.

Søvnen er kun en midlertidig udsættelse. Han ved, at han snart vil vågne op til mareridtet igen. Den eneste vej til permanent ro, den eneste måde at undslippe den endeløse cyklus af vågen lidelse og kemisk søvn, er den endelige søvn: døden. Digtet slutter med denne dystre, men for jeget logiske, konklusion. Hvis søvn er godt, må den evige søvn være den ultimative befrielse.