SKIZOFRENIENS VERSALER: At Leve med Sygdommen

Digtet åbner med et retorisk spørgsmål, som jeget selv besvarer. Han laver en brutal og ærlig statusopgørelse over sin situation. Han lever med en lang række symptomer og udfordringer: "STEMMER", "KOGNITIVE TAB", "TRÆTHEDEN", "MEDICINEN OG / ALKOHOLENS SLØVENDE / EFFEKT" og "SELVMORDSTANKER".

Livet er en daglig cyklus, hvor han "STARTER RASK" og "SENERE PÅ DAG BLIVER / MERE SYG". Men midt i denne kamp er der også et glimt af håb eller held. Han føler sig "MÅSKE HELDIG" og har øjeblikke, hvor han "FØLER MIG IKKE SYG". Disse øjeblikke gør det muligt for ham at opretholde en form for normalitet: "JEG GÅR PÅ / UNIVERSITETET / JEG DYRKER MIN HOBBY / JEG SKRIVER". Skrivningen er "TERAPEUTISK", og han afviser forlagets mening, hvilket indikerer en kunstnerisk integritet og selvtillid.

På side 92 fortsætter han med at definere sin vej frem. Han vælger at se sin kamp og sin lidelse "SOM KUNST". Han lever med "SOCIAL ANGST", men han kæmper imod sin "SPISEFORSTYRRELSE MED / MAD". Han er "MERE RASK END / FØR" og værdsætter sin tilstand, der er "I BEDRING".

Han er "VELMEDICINERET" og har en "STOR / VÆRKTØJSKASSE MED / SOVEMEDICIN", som han bruger efter behov. Han tør stadig ikke røre "VANEDANNENDE / OXAPAX" eller "ALKOHOL OG PANODIL", medmindre han virkelig tør. Dette viser en fortsat kamp og forsigtighed. Den afgørende nye strategi er:

Dette er et markant skift fra den tidligere isolation. Han søger nu aktivt fællesskaber som en del af sin helingsproces.

På side 93 reflekterer han over sin plads i disse fællesskaber. Han er stadig "OUTSIDEREN" blandt de "HÅBEFULDE UNGE / FORFATTERE" på universitetet. Men han er ikke længere helt alene. Han har en ven fra universitetet, og han bruger "FARFAR", "FAR / OG MOR" som indre støtter.

Digtet kulminerer i en kraftfuld erklæring:

Den altomfattende, geografiske ensomhed fra tidligere digte er blevet besejret. Han er flyttet, har skabt nye relationer og fundet nye strategier. Selvom han stadig er en outsider, og kampen fortsætter, er den knusende isolation brudt. Han har fundet en måde at leve med sygdommen på, ikke ved at blive rask, men ved at skabe kunst, søge fællesskaber og acceptere sin tilstand.