SKIZOFRENIENS VERSALER: At Rappe som en Handicappet

Digtet åbner med en klar og utvetydig erklæring: "MUSIK ER MIN FRELSE". Musikken er en "KUR MOD DET / SYGELIGE" og en "KREATIVE ELIKSIR". Jeget har en enorm playliste, lytter hver dag og ser sig selv som en "MUSIK JUNKIE". Musikken er ikke bare en hobby; den er en livsnødvendighed.

Rytmen er hans "MONSTER", en kraftfuld og drivende energi. Han refererer til poetry slam ("TO FIRE SLAM") og til digteren Yahya Hassan, der "MESSER I / MIT / HOVED". Han placerer sig selv i en tradition af rytmisk, performativ og konfronterende poesi.

På side 148 bliver referencen til Yahya Hassan mere personlig og mørk. Jeget har hørt Hassan tale til ham, både i et "TORTURRUM" og "EFTER SIN / DØD". Han føler et slægtskab med den afdøde digter, som han opfatter som "VANÆRET AF SIN FAMILIE". Men hvor Hassan hviler, må jeget "LEVE / MÅ LEVE MED MOTOR AF / GYLLE". Han må leve videre med den larm og stank, som hans eget liv og sind producerer.

Han ser Hassans bog brænde i lokummet, et symbol på ytringsfrihedens skrøbelighed. Men han vil ikke "GÅR IKKE I GRAVEN / EFTER HAM". I stedet vil han hellige "VERSALERNES GANG" og "RÅBER I SANG". Han vil bruge sin egen stemme, sin egen sang, til at fortsætte kampen.

På side 149 kulminerer digtet i en ny, stærk selvdefinition.

Han omfavner sin identitet som en "handicappet rapper". I "Skizoligaen", den liga han tidligere har udråbt sig selv som mester i, er han en "STOR MAND". Men han punkterer straks sin egen grandiositet. Han stiller spørgsmålstegn ved, om han er en "god mand", og konkluderer, at han bare er en "FUCKED UP MAND".

Det er en ærlig og sårbar konklusion. Han er ikke en fejlfri helt eller en genial kunstner. Han er en stor mand og en fucked up mand på samme tid. Han rummer begge dele. Og det er netop i denne selvmodsigelse, at hans styrke og hans kunstneriske stemme ligger. Han har fundet en måde at være i verden på, ikke ved at overvinde sine dæmoner, men ved at rappe og synge sammen med dem.