SKIZOFRENIENS VERSALER: At Tale for de Stumme

Digtet åbner med, at jeget påtager sig en ny rolle. Han er ikke længere kun en patient eller en forfatter, der skriver om sig selv. Han er en stemme for andre.

Han taler for de patienter, der er blevet gjort "stumme" og "fordummede" af medicin. Han giver stemme til dem, der ikke længere kan tale for sig selv. Han udvider denne solidaritet til også at omfatte den afdøde digter Yahya Hassan, som han ser som en, der blev "MISBRUGT AF / SAMFUNDET AF POLITI / BEHANDLERE OG / PSYKIATRI". Han placerer Hassan som et offer for det samme system, han selv kæmper imod.

Han stiller et kritisk spørgsmål til medicineringen i velfærdssamfundet. Han undrer sig over, hvor mange på plejehjem der ikke får de "overdoser", de måske har brug for, for at undslippe deres lidelser. Det er en provokerende tanke, der stiller spørgsmålstegn ved, hvem der har ret til at bestemme over liv, død og medicin.

Denne tanke fører til en personlig frygt.

Han frygter den magt, en ny, ukendt behandler har over hans liv og hans krop. Han har en behandler i OPUS, som han ser som "ET MENNESKE", men han frygter den dag, han skal overgives til en ny.

Digtet kulminerer i denne dybe og velbegrundede frygt.

Frygten er ikke for behandlingen i sig selv, men for at blive behandlet af et "UMENNESKE". Et umenneske er en person, der ikke ser patienten som et helt menneske, men som en diagnose, et problem, der skal løses eller pacificeres. Det er en behandler, der er en del af det kolde, kyniske system, han har beskrevet gennem hele samlingen. At blive behandlet af et umenneske er at blive frataget sin værdighed og sin menneskelighed. Det er den ultimative frygt for en patient, der er fanget i psykiatriens system.