SKIZOFRENIENS VERSALER: At Undervise de Psykisk Syge
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 26. Om håbet i at starte en skriveworkshop i psykiatrien og glæden ved at skulle undervise patienter, der er "ligesom mig".
JEG SPØRGER HÅB I PSYKIATRI
Digtet åbner med en ny og proaktiv energi. Digterjeget tager selv initiativ og rækker ud til "HÅB I / PSYKIATRI". Han spørger ikke om hjælp til sig selv, men om muligheden for at hjælpe andre.
OM JEG KAN VÆRE UNDERVISER SKRIVEWORKSHOP I SLAGELSE PSYKIATRI
Dette er et markant skift. Fra at være patient og modtager af systemets behandling, positionerer han sig nu som en potentiel underviser og ressource. Han vil bruge sin egen erfaring og sin passion for at skrive til at skabe noget meningsfuldt for andre. Han har en reference, Anne-Marie, som er "SGU GOD / NOK", hvilket giver hans forslag en vis legitimitet. Der er en spirende optimisme: "VI KOMMER VIDERE I / PROCESSEN".
Glæden og forventningen er næsten elektrisk. Han ser frem til at bruge sin weekend på dette projekt, ikke som en byrde, men som en gave.
OG JEG GLÆDER MIG TIL AT BRUGE MIN WEEKEND PÅ AT LÆRE FRA MIG TIL MENTALT USTABILE PSYKISK SYGE INDLAGTE PATIENTER JEG KAN IKKE VENTE DE ER JO LIGESOM MIG
Den sidste linje er nøglen til det hele. Hans motivation er drevet af en dyb følelse af identifikation og fællesskab. Han ser ikke ned på de indlagte patienter; han ser sig selv i dem. At undervise dem er at undervise en del af sig selv. Det er en måde at omforme sin egen lidelse til noget konstruktivt og helende for andre.
SELVOM JEG BARE ER EN UDSKREVET PATIENT
På side 53 kommer selverkendelsen og den realistiske, men også bitre, refleksion over hans egen status.
SELVOM JEG BARE ER EN UDSKREVET PATIENT JEG ER LIDT LÆNGERE MEN STADIG FANDENS SYG
Han er bevidst om, at afstanden mellem ham og de indlagte patienter er lille. Han er "bare" udskrevet. Han er måske "lidt længere" i sin proces, men han er stadig "FANDENS / SYG". Han anerkender sin egen vedvarende kamp med sygdommen, som han beskriver som "FANDENS PSYKOTISK".
Digtet slutter med en sammenligning mellem de "FANDENS / UNIVERSITETSSTUDERENDE" og ham selv. De er måske raske, men han er "FANDENS FUCKED UP". Det er en rå og ærlig anerkendelse af sin egen skrøbelighed. Men på trods af denne skrøbelighed er digtet gennemsyret af et nyt håb. Håbet ligger ikke i at blive rask, men i at kunne bruge sin sygdom og sine erfaringer til at skabe et meningsfuldt fællesskab med dem, der er "ligesom mig".
