SKIZOFRENIENS VERSALER: At Vælge Livet på Toppen

Digtet åbner med et forvrænget og negativt naturbillede. "BLÅT VAND HAGLER / NED SOM LORT". Det smukke (blåt vand) er forurenet. Selv himlen, der er blå, er også "DØDE". Jeget føler sig "BLÅ / DØD SOM ROSEN UDEN / BLADE". Han er kedelig og livløs, "SOM ET HOP / FRA ET HØJHUS".

I denne tilstand ser han selvmordet som en løsning, en kur mod sin sygdom. Men han er også bevidst om, at "BIVIRKNINGERNE / ER FLERE / MERE END ET KURERET / LIV". Døden er ikke en simpel løsning; den er en afslutning, der er værre end et uperfekt liv. Dette dilemma fører til en uundgåelig konklusion: "JEG DØR / HVIS JEG GØR DET / JEG DØR". At tage sit liv er at dø. Det er en banal sandhed, men her er den en tung erkendelse.

På side 124 skifter perspektivet. Fra den mørke konstatering bevæger jeget sig mod et spinkelt håb, et "hvis jeg tør det". Han tør at bede om livet tilbage.

Han længes efter at lade depressionen dø i en eksplosion af orange, rød og lilla – en solnedgangs farver. Midt i denne vision træffer han et aktivt valg: "OG JEG VÆLGER LIVET". Han træffer valget, mens han "STÅR PÅ / TOPPEN OG KIGGER NED". Han ser horisonten, regnen er væk, og der er "KUN EN UDSIGT". Men denne smukke udsigt er også en kilde til sorg, for den "BØR / DELE MED EN ANDEN EN / KÆRESTE / MEN JEG HAR INGEN VED / MIN SIDE". Valget for livet er et ensomt valg.

På side 125 kulminerer digtet i denne følelse af total isolation efter at have valgt livet.

Selvom han har valgt livet, føler han sig "DØD I STILSTAND". Han er lammet af sin ensomhed. At stå på toppen med den smukke udsigt er meningsløst, når man er alene. Den logiske konklusion på denne smertefulde ensomhed er: "JEG BØR HOPPE". Digtet efterlader ham på kanten, fanget i et forfærdeligt paradoks. Han har valgt livet, men ensomheden i dette liv er så overvældende, at den eneste handling, der synes at give mening, er at afslutte det.