SKIZOFRENIENS VERSALER: At Vælge Livet Trods Udmattelsen
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 15. Om at finde ro i en forelæsning, kæmpe mod trætheden fra medicin og den konstante cyklus af at falde sammen og rejse sig igen.
Forelæsningens Rolige Frirum
Det femtende digt i "SYGE & RASKE VERSALER" åbner i et uventet fredfyldt rum: en forelæsningssal. For digterjeget, Frimann, er dette et helle.
FORELÆSNING ER EN ROLIG SITUATION FOLK HOLDER DERES KÆFT JEG NYDER ØJEBLIKKET
I en verden, der konstant er fyldt med indre og ydre larm, tilbyder forelæsningens strukturerede stilhed en sjælden form for ro. Her er der ingen, der taler til ham, ingen forventninger, ingen kaos. Han kan bare være til og nyde øjeblikket. Men denne fred er skrøbelig og konstant truet af den underliggende udmattelse.
Trætheden fra Medicin og Tid
Roen bliver hurtigt udfordret af en altoverskyggende træthed. Det er ikke en almindelig træthed; den er kemisk og eksistentiel.
TRÆT SIND TRÆT AF MEDICIN TRÆT AF TIDEN FRA MORGEN TIL AFTEN
Trætheden er total. Den kommer fra medicinen, der skal hjælpe ham, men som også bedøver ham. Og den kommer fra selve tidens gang, den uendelige cyklus fra morgen til aften, der skal udholdes. Længslen efter at give efter for trætheden er stærk: "SÅ TRÆT JEG VIL DOPES / AF SOVEMEDICIN". Men her viser jegets viljestyrke sig.
MEN JEG HOLDER IGEN JEG TAGER QUETIAPIN GLEMMER SOVEMEDICIN PRØVER AT VÆRE SUND SOVER FINT
Han kæmper imod. Han tager sin ordinerede medicin, men fravælger den ekstra "doping" fra sovemedicinen. Det er et aktivt valg, et forsøg på at være "sund" og bryde den kemiske afhængighed. Denne lille sejr fører til en god nats søvn og en fornyet styrke, der kulminerer i en af samlingens mest livsbekræftende og trodsige erklæringer: "I MORGEN ER DET / MORGEN / OG OM MORGENEN / JEG ER KLAR IGEN / FUCKING LIV". "Fucking liv" er her ikke en forbandelse, men et kampråb. En hyldest til livet, på trods af alt.
Den Uundgåelige Cyklus
På side 27 fortsætter denne følelse af fornyet styrke, men den bliver sat ind i en større, cyklisk kontekst.
BARE KOM AN EN VELUDHVILET FRIMANN HAN KLARER SIG TIL SEKSTEN OG SÅ HAN FÅR PSYKOSE IGEN
Den veludhvilede Frimann er klar til at møde dagen, men han er også smerteligt bevidst om sin egen skrøbelighed. Han ved, at han kan klare sig til klokken fire om eftermiddagen, men så rammer psykosen igen. Kampen er ikke vundet; den er bare udsat. Lysten til at dø vender tilbage, men han overlever. Han undgår selvmordet, undgår toget, og går ind i toget hjem. Han "HUSKER RUTINEN". Livet er en rutine, en cyklus af at være klar, få psykose, få lyst til at dø, overleve og blive klar igen. Det er en udmattende, men også imponerende, bedrift.
