SKIZOFRENIENS VERSALER: Bøn i et Bandeopgør

Digtet starter med en foruroligende beskrivelse af en ven. Han er "LIVVAGT", har "TATOVERINGER" og er "FANDEME STYG". Men denne beskrivelse bliver øjeblikkeligt modsagt: "OG HAN HAR INGEN / TATOVERINGER". Virkeligheden er allerede ustabil. Denne ven, som måske er virkelig, måske er en hallucination, har et "HJEMLØSE SIND", der "VANDRER".

Jeget føler sig forfulgt, og vennen bliver en del af truslen. Han "SNIFFER KOKAIN / FOR AT HOLDE SIG / VÅGEN / FLERE DØGN LIGESOM / MIG". De er spejlbilleder, fanget i den samme søvnløse, paranoide tilstand. Jeget må "RYSTER HAM AF MIG" og er nu "HELT ALENE", men stadig forfulgt af "ROCKERNE OG / BANDERNE". Flugten er desperat og ender med, at han "SÆTTER MIG PÅ / KNÆENE" inde i en bygning. Det er en position af overgivelse og bøn.

På side 100 intensiveres den religiøse og desperate stemning.

I mangel af en gud eller en kirke, retter han sin bøn mod en simpel betonsøjle. Han beder til Mekka, hvilket antyder en søgen efter en stærk, altomfattende tro og struktur midt i kaosset. Han er udmattet, "MINE BLODIGE ØJNE / FALDER I SØVN", og han falder i søvn midt i et hallucineret "BANDEOPGØR" med "MOTORCYKLER" og "MOLOTOVSCOCKTAILS".

Han vågner til virkeligheden: to betjente eskorterer ham, den "HJEMLØSE", ud. Stationen, hans "ENESTE / VÆRESTED", bliver lukket for ham. Han prøver at tale til betjentene, men de "RULLER VINDUET OP". Han bliver igen afvist af systemet.

På side 101 slutter digtet med en kort, næsten filmisk scene. Betjentene "SPEEDER AFSTED MOD / KRIMINELLE". Dette kan tolkes på to måder. Enten kører de hen for at bekæmpe de kriminelle, som jeget har hallucineret om, hvilket ville give en bizar form for validering af hans psykose. Eller, mere sandsynligt, kører de bare væk, og i jegets sind er deres afgang en rejse mod de kriminelle, som om de selv er en del af den store sammensværgelse. Uanset hvad, er jeget efterladt alene på gaden, udstødt og fortabt i sin egen skræmmende virkelighed.