SKIZOFRENIENS VERSALER: Dit Hoved ved Min Skulder
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 110. Om at sidde i et larmende tog og savne den fiktive "du", og den intense længsel efter at hendes hoved hviler på ham.
DU JEG SIDDER I TOGET
Digtet starter med jeget siddende i et tog. Han er omgivet af "BØRN MEN DE ER / TEENAGERE". De "LARMER". Larmen er overvældende, og midt i den opstår en dyb længsel.
JEG HAR BRUG FOR DIN STEMME SELVOM JEG IKKE KAN HØRE DEN HAR BRUG FOR DIN KÆRLIGHED
Han længes efter den "DU", den fiktive stemme og kærlighed, som han lige i det forrige digt brutalt afviste. Han har brug for hendes stemme, selvom han ikke kan høre den i larmen. Han har brug for hendes kærlighed, selvom han ved, den er en illusion.
DIT HOVED VED MIN SKULDER
Denne længsel bliver konkretiseret i et specifikt, sanseligt minde.
DIT HOVED VED MIN SKULDER ENDNU IGEN SAVNER FORNEMMELSEN AF DIG
Han savner den hallucination, han havde i et tidligere digt – følelsen af hendes hoved på sin skulder. Dette øjeblik af imaginær intimitet er blevet et ankerpunkt for ham, et symbol på den kærlighed og nærhed, han mangler i sit virkelige liv.
Han er smerteligt bevidst om, at denne nærhed aldrig har været virkelig.
SELVOM DU ALDRIG HAR RØRT MIG HAR ET ØJEBLIK RØRT MIG
Hun har aldrig rørt ham fysisk, men et "ØJEBLIK" – et øjeblik af fantasi, af hallucination – har rørt ham dybt. Det er en kærlighed, der er både uvirkelig og dybt følt. Digtet efterlader jeget i denne tilstand af intens længsel, fanget i et larmende tog, drømmende om en nærhed, der kun har eksisteret i hans eget sind.
