SKIZOFRENIENS VERSALER: Djævelsmongol Slår Hårdere

Digtet åbner med en lang liste, en slags medicinsk inventarliste. Jeget opremser sin faste medicin, "LATUDA / BREXIPIPRAZOL", og sin p.n.-medicin, "QUETIAPIN". Alt sammen "MOD / ÅNDERNE / STEMMERNE OM AFTEN". Dette er den officielle, sanktionerede behandling.

Men listen fortsætter med hans selvmedicinering. Han tager beroligende midler som Phenergan, baldrian og humle, samt melatonin for at sove og Panodil for at få "ROLIG KROP". Og så er der alkoholen.

Alkoholen er en flugt fra trætheden og en måde at opnå sløvhed på. Men den er også altid forbundet med en overvejelse, en fare.

På side 138 erkender han konsekvensen af sit forbrug: "MISBRUGER JEG BLIVER / ALKOHOLSAFHÆNGIG / JUNKIE". Han er på vej mod Antabus. Han beskriver et liv, hvor selv de mest basale drifter er kemisk regulerede. Han tager ikke Viagra, men han tager Oxapax, den "DJÆVELSMONGOL", der "SLÅR HÅRDERE END / HAMMER I PSYKIATRI".

Han er stadig bange for den vanedannende medicin, men han tager den alligevel. Resultatet er en følelse af at være lammet, hvor den eneste forløsning er et "HANDJOB", han giver sig selv. Det er en kold og mekanisk seksualitet, blottet for intimitet.

På side 139 kommer konklusionen på denne tilstand af kemisk isolation.

Hans misbrug og hans medicinerede tilstand har gjort ham utilgængelig for andre. "INGEN ANDRE VIL MIG". Hans søgen efter en kæreste er dømt til at mislykkes. Den eneste, der kan elske ham, den eneste, han kan rette sin kærlighed mod, er en abstrakt og ukendt "FREMTID". Han er fanget i et loop af medicin og misbrug, der forhindrer den menneskelige kontakt, han længes efter. Hans eneste håb er en fjern fremtid, der endnu ikke har taget form.