SKIZOFRENIENS VERSALER: Dødsdom i Borris til Røde Papirer

Det enogtyvende digt i "SYGE & RASKE VERSALER" er en episk og febrilsk flugtscene. Den starter med en usynlig trussel, en dødsdom, der kun eksisterer i jegets sind, men som er skræmmende virkelig for ham: "NOGEN HAR SAGT JEG / SKAL DØ". Dette udløser en panisk flugt ud af lejligheden i Borris og "PÅ HERRENS / MARK".

Paranoiaen er højteknologisk og altomfattende. Han føler sig forfulgt af "DRONER MED SPOTLYS" og ser "KRIMINELLE" overalt. Landskabet er fyldt med "EFTERLADTE GÅRDE / EFTERLADTE BYGNINGER", et goldt og forladt sceneri, der spejler hans egen isolation. Flugten er desperat – han hopper over en å og ender til sidst på vejen til Skjern, hvor han i et sidste desperat forsøg på at finde sikkerhed "ÅBNER DAMES BIL".

På side 41 fortsætter flugten. Han hører kvindens skrig og løber panisk gennem boligområder, falder i en å og ender ved togskinnerne. Han er kold, våd og forvirret. Til sidst ankommer politiet, men i hans psykotiske optik er de ikke redningsmænd. De er "POLITI DIRIGERER MIG / IND / I DERES KLOVNEBIL".

På side 42 bliver politiet til "KLOVNEBANDEN". De kører ham hjem, men hjemmet er ikke længere et sikkert sted. Det "LUGTER DER AF / HASH", og paranoiaen eksploderer i en række vrangforestillinger:

Han påtager sig skylden for en forbrydelse, der ikke har fundet sted. Han er ikke længere et offer, men en "MORDER". Denne tilståelse er et råb om hjælp, en måde at få systemet til at reagere på. Han ved, han skal "IND", og han opremser alle de mulige udveje: politistation, psykiatri, selvmord. Han er fanget i et net af sine egne skræmmende fantasier.

På side 43 kommer konsekvensen af hans flugt og hans "tilståelser". Systemet reagerer, præcis som han forventede og frygtede.

Han bliver tvangsindlagt. "De røde papirer" er det officielle stempel på, at han har mistet kontrollen. Flugten er slut, og han er tilbage i systemets varetægt. Han er ikke længere Anders Frimann, men en patient på et "FUCKING / STATSSTØTTEDE" hospital. Hans reaktion er en blanding af opgivelse og trods.

Han accepterer den nye, dehumaniserende identitet som "spasser" og inviterer næsten systemet til at bedøve ham. Hvis han ikke kan undslippe fysisk, kan han måske undslippe mentalt ved at blive en "zombie". Det er en tragisk kapitulation, den uundgåelige afslutning på en lang og udmattende flugt fra sig selv.