SKIZOFRENIENS VERSALER: En Tur i Fængselsgården
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 30. En tur i en psykiatrisk gård bliver en ironisk hyldest til den indhegnede frihed og en bøn om at kunne fortsætte fremad.
MIG JEG GÅR EN TUR I GÅRDEN
Digtet starter med en simpel handling: jeget går en tur i gården på den psykiatriske afdeling. Men denne gård er ikke et sted for frihed. Den er et symbol på hans indespærring.
EN LILLE SKOLEGÅRD EN FÆNGSELSGÅRD PSYKIATRIGÅRD
Han sidestiller gården med en skolegård og en fængselsgård, hvilket understreger følelsen af at være umyndiggjort og indespærret. Selvom han får at vide, "VI GÅR TUR NU / OKAY SKAT", er det ikke en rigtig tur. Det er en tur i en have, der er omgivet af et "DEJLIGT / HEGN / TIL AT HOLDE MIG / INDELUKKET". Ordet "dejlige" er dybt sarkastisk. Hegnet er ikke dejligt; det er en konstant påmindelse om hans manglende frihed.
HER ER SÅ SMUKT OG SPRINGVAND
På side 68 fortsætter den ironiske tone. Jeget anmelder den lukkede gård, som var det et luksusresort. Han roser det "SMUKT OG / SPRINGVAND", men underminerer det straks ved at tilføje, at det måske bare er "EN PØL FRA / REGNEN" og fyldt med "CIGARETSKODDER".
Han kalder haven for et "ARKITEKTS / MESTERVÆRK" og naturen for "FINT / INDRETTET". Det er en overdreven ros, der kun tjener til at fremhæve det absurde i situationen.
HOLD NU FEST JEG GIVER EN SEKSSTJERNET ANMELDELSE JEG NYDER MIN TUR SÅ KORT DEN ER
Den seksstjernede anmeldelse er den ultimative ironi. Han "nyder" sin tur, netop fordi den er så kort og begrænset. Sarkasmen er hans eneste våben mod den absurde virkelighed, han er fanget i.
SÅ MANGE GANGE VI GÅR I RING
På side 69 kulminerer digtet i en følelse af stagnation og en bøn om at bryde ud af den endeløse cyklus.
SÅ MANGE GANGE VI GÅR I RING STOP MED AT SIGE VI SKAL IND VI SKAL IKKE HJEM VI SKAL VIDERE FREM MIN VEN
At gå i ring i gården bliver et billede på hans livssituation. Han er fanget i en gentagelse, en cyklus af indlæggelse og sygdom. Han bønfalder en uspecificeret "MIN VEN" – måske en medpatient, måske sig selv, måske læseren – om at stoppe denne stagnation. "VI SKAL IKKE HJEM", for hjemmet er fængslet. De skal "VIDERE FREM". Det er et råb om progression, om forandring, om at bryde ud af den lukkede cirkel, som den psykiatriske afdeling og sygdommen selv repræsenterer.
