SKIZOFRENIENS VERSALER: Er Jeg Lige så Farlig som Klovnen?

Digtet kaster os direkte ind i den anspændte atmosfære på en lukket psykiatrisk afdeling. Digterjeget er passiv observatør til en "MEDFANGE / MEDPATIENT", der har et voldsomt psykotisk udbrud. Manden kaster med sten, smadrer glas og råber ad usynlige personer. Scenen er kaotisk og truende.

Jegets umiddelbare reaktion er en blanding af fascination og lettelse. Han "GLOR / SOM EN SINDSSYG" og anerkender dermed en spejling af sin egen tilstand i den andens adfærd. Samtidig føler han sig heldig: "GODT DEN STEN IKKE / VAR TIL MIG". I dette farlige miljø er det en sejr i sig selv ikke at være det direkte mål for volden. Han føler sig som en "FLUE / OVER PIRANHAER" – sårbar og svævende lige over et kaos, der når som helst kan opsluge ham.

På side 45 skifter perspektivet. Den observerede medpatient bliver nu beskrevet som en "FUCKING KLOVN". Men denne klovn er ikke sjov; han er "FUCKING FARLIG". Jeget føler, at mandens adfærd er rettet mod ham, at han "TAGER PIS PÅ MIG / MENS JEG SIDDER I / SÆKKESTOL I STUE". Den passive observation er blevet til en personlig provokation.

Dette fører til digtets chokerende og selvreflekterende konklusion. Jeget stiller ikke længere kun spørgsmålstegn ved den andens handlinger ("HVAD FANDEN LAVER / HAN"), men ved sin egen natur.

Dette spørgsmål er digtets smertefulde kerne. Ved at observere den andens "galskab" bliver jeget tvunget til at se sig selv i spejlet. Han er ikke længere bare den heldige flue, der svæver over faren. Han er potentielt selv en af piranhaerne. Erkendelsen af, at han måske besidder den samme kapacitet for personfarlighed, er skræmmende. Grænsen mellem observatør og deltager, mellem "sindssyg" og "farlig", udviskes. Han er ikke kun et offer for sin sygdom; han er potentielt også en trussel, ligesom klovnen foran ham.