SKIZOFRENIENS VERSALER: Et Had-Kærlighedsforhold til Medicin
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 20. Et digt formet som et brev til den vanedannende medicin Oxapax. Om frygten for at blive junkie og kampen mellem engle og djævle i ørerne.
Frygten for at Blive Junkie
Det tyvende digt i "SYGE & RASKE VERSALER" er en direkte og ambivalent henvendelse til den angstdæmpende og vanedannende medicin, Oxapax. Jeget personificerer pillen og taler til den som en farlig frister.
JEG FRYGTER DEN VANEDANNENDE MEDICIN FRYGTER OXAPAX FRYGTER AT BLIVE JUNKIE
Frygten er klar og tydelig. Han er bange for afhængigheden, for at krydse den usynlige grænse fra patient til "junkie". Denne frygt er så stærk, at selvom han har medicinen "I SKABET", tager han den ikke. Den ligger som en konstant, latent mulighed, en nødudgang han er bange for at bruge.
Tilbedelse og Afstand
På trods af frygten er der også en form for tilbedelse. "JEG TILBEDER OXAPAX", skriver han. Denne tilbedelse opstår i kontrasten til hans faste, antipsykotiske medicin som Latuda og Quetiapin. Dem henter han rutinemæssigt. Men Oxapax er anderledes. Det er medicinen, der tilbyder en øjeblikkelig, men farlig, lindring.
Denne indre kamp mellem frygt og længsel manifesterer sig som en kamp mellem godt og ondt, direkte i hans sanseapparat:
JEG SER DIG MIN VEN DU ER DJÆVLEN SELV JEG HAR ENGLENE I MINE ØRER FANDENS OGSÅ DET ER DJÆVLE
Oxapax er både en "ven" og "djævlen selv". Han hører både engle, der måske advarer ham, og djævle, der frister ham. Kampen foregår lige nu, i hans ører, i hans sind.
En Direkte Konfrontation med Pillen
På side 39 skifter tonen fra indre kamp til en direkte, anklagende konfrontation med pillen, som han nu tiltaler "DIG".
DE VIL HAVE MIG TIL AT TAGE DIG DE VIL FUCKE MIT LIV JEG OVERVEJER EN OVERDOSIS
"DE" – systemet, behandlerne – vil have ham til at tage medicinen, men for jeget føles det som en vej til ødelæggelse. Tanken om en overdosis er ikke nødvendigvis et selvmordsønske, men måske en fantasi om at tage kontrol, at tage så meget, at det enten giver total forløsning eller total udslettelse. Han overvejer endda at bruge Panodil, en uskyldig pille, for at "FÅ RO".
Digtet slutter med en kraftfuld og bitter reference til fortiden og en advarsel til pillen. Han husker, hvordan Oxapax "SLÅR / HÅRDERE END HAMMER / I HERNING". Det er en medicin med en voldsom kraft. Han har ikke glemt dens magt.
JEG HAR IKKE GLEMT DIG DIT SVIN DU FÅR LOV AT STÅ MEN NU DU ER TIL DØDSNØD
Han lader pillen stå i skabet, men kun "TIL DØDSNØD". Den er forvist, men ikke kasseret. Den er den absolut sidste udvej, en farlig ven, han holder på afstand, men som han ved, han kan blive tvunget til at kalde på, når alt andet svigter.
