SKIZOFRENIENS VERSALER: Festen i Psykosens Flammeskær
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 5. Om en manisk fest med 25 tændte stearinlys, et provokerende digt og den uundgåelige sandhed: Festen slutter, men psykosen fortsætter.
En Manisk Fest i Moderens Hjem
Det femte digt i "SYGE & RASKE VERSALER" iscenesætter en febrilsk og manisk scene. Digterjeget holder fest, men det er ikke en almindelig fest. Den foregår i hans "MORS LEJLIGHED", et lånt og måske usikkert rum, og den er oplyst af "FEMOGTYVE STEARINLYS / TÆNDT". Tallet 25 kan symbolisere jegets alder, hvilket gør festen til en slags desperat fødselsdagsfejring eller et ritual for at markere et liv, der føles ude af kontrol. Flammerne skaber en intens og potentielt farlig atmosfære, der spejler den maniske energi.
Invitationerne er altomfattende og impulsive: "SKRIVER TIL ALLE MED / EN PULS". Dette understreger et desperat ønske om kontakt og fællesskab. Men virkeligheden trænger sig på, da selv hans ven afviser invitationen.
Provokationen som Våben og Titel
Centralt i digtet er en provokation rettet mod moderen, den person, hvis hjem han har overtaget til sin fest.
MOR JEG TAGER PIS PÅ DIG DET ER TITLEN PÅ MIN DIGTSAMLING JEG TAGER IKKE PIS PÅ DIG DET HEDDER DEN FAKTISK
Her leges der med ord og intentioner. Provokationen ("JEG TAGER PIS PÅ DIG") bliver afsløret som titlen på en digtsamling. Jeget trækker i land, men kun for at bekræfte, at provokationen er reel, fordi den er kunstnerisk. Det er en kompleks måde at kommunikere på, hvor han både skubber sin mor væk og forsøger at forklare sin handling gennem sin kunst. Han bruger sin digtning som et skjold og en undskyldning for sin adfærd.
Når Lyset Slukkes
Festen, som måske kun har eksisteret i jegets hoved, får en brat afslutning. Den maniske energi kan ikke opretholdes.
JEG SLUKKER LYSENE OG MIN FEST SLUTTER
De 25 lys, der symboliserede liv og intensitet, bliver pustet ud. Stilheden og mørket vender tilbage. Men afslutningen på festen er ikke en afslutning på den indre tilstand. Tværtimod. Digtet kulminerer i en af samlingens mest rammende og håbløse linjer:
PSYKOSEN BLIVER VED
Dette er den brutale sandhed. Man kan iscenesætte en fest, tænde lys, skrive invitationer og skabe et midlertidigt drama, men når alt dette er forbi, er den underliggende psykose uforandret. Den er konstant og vedvarende. Festen var kun en kort, manisk flugt fra en virkelighed, der ikke lader sig slukke lige så let som et stearinlys.
