SKIZOFRENIENS VERSALER: Forfulgt af en Kæmpe Organisation
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 9. Om at føle sig overvåget af en hemmelig organisation, der sender stemmer gennem en chip, og den desperate tvivl: Er jeg syg eller anderledes?
Den Store Sammensværgelse
I det niende digt i "SYGE & RASKE VERSALER" når de paranoide forestillinger et nyt, storslået niveau. Det er ikke længere lokale bander eller rockere, der er truslen. Nu er det en "KÆMPE / ORGANISATION", der "DRIVER / GÆK MED MIG". Denne forestilling er klassisk for paranoid skizofreni: følelsen af at være i centrum for en omfattende og usynlig sammensværgelse.
Organisationens metoder er højteknologiske og invasive:
DE SENDER STEMMER GENNEM EN CHIP OG DIVERSE FREKVENSER DER PENETRERER MIN MEDICIN PÅ ATOMAR SKALA
Her får vi en "forklaring" på de indre stemmer. De er ikke et produkt af sindet, men et angreb udefra, sendt gennem en skjult chip. Organisationen er så magtfuld, at den endda kan manipulere hans medicin på et atomart niveau, hvilket forklarer, hvorfor den måske ikke virker. Dette er en detaljeret og internt logisk vrangforestilling, der giver mening til jegets kaotiske oplevelser.
Tvivlen Mellem Grandiositet og Sygdom
Centralt i digtet er den desperate pendulering mellem to ekstreme selvopfattelser. Hvis en kæmpe organisation bruger så mange ressourcer på ham, må det betyde, at han er exceptionel.
JEG ER VERDENS MEST INTERESSANTE MAND MEST VIGTIGE MAND ELLER OGSÅ ER JEG BARE SINDSSYG
Dette er kernen i den grandiose paranoia. Enten er han utrolig betydningsfuld, eller også er han "bare sindssyg". Der er ingen mellemvej. Den samme logik gælder for stemmerne: "ELLER OGSÅ HØRER JEG / BARE STEMMER". Og for diagnosen: "ELLER OGSÅ ER JEG / PARANOID SKIZOFREN". Hver linje, der starter med "ELLER OGSÅ", er et sving med pendulet mellem to radikalt forskellige, men lige skræmmende, virkeligheder. Digtet slutter med et forsøg på at finde en tredje vej: "ELLER OGSÅ ER DER EN / RIGTIG FORKLARING / MEN JEG ER ANDERS". At være "anders" er måske et forsøg på at finde en identitet, der hverken er "verdens vigtigste mand" eller "bare sindssyg", men noget unikt midt imellem.
Den Lakoniske Konklusion
Efter den intense og desperate tvivl på side 15, lander digtet på side 16 med en kort, næsten opgivende konklusion, der tilhører en ydre stemme – måske samfundets, måske hans egen selverkendelse:
FRIMANN OG HAN ER GODT NOK GAL
Navnet "FRIMANN" bliver nævnt, hvilket giver jeget en konkret identitet. Men denne identitet bliver øjeblikkeligt defineret af sygdommen. Alle de komplekse overvejelser, al tvivlen og søgen efter en forklaring bliver reduceret til én simpel konstatering: Han er gal. Ordet "gal" er simpelt, folkeligt og endegyldigt. Det afslutter diskussionen og efterlader Frimann – og læseren – med den barske dom.
