SKIZOFRENIENS VERSALER: Helt Fortabt i en, Jeg Ikke Kender
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 106. En henvendelse til en ukendt "du", en fremtidig kærlighed, som jeget er blindt forgabt i, selvom han ikke ved, hvem hun er.
DU JEG VED IKKE HVEM DU ER
Digtet er en direkte henvendelse til en ukendt "DU". Jeget starter med en ærlig indrømmelse: "JEG VED IKKE HVEM / DU ER". Men denne uvidenhed er ikke total. Han har en fornemmelse af, hvor hun befinder sig.
JEG VED NOK HVOR DU ER DU GÅR ET STED PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET
"DU" er en medstuderende, en del af den samme akademiske verden, som han selv navigerer i. Han forestiller sig, at de måske vil mødes "TILFÆLDIGT". Dette spinkle håb om et tilfældigt møde er brændstoffet for hans følelser.
JEG ER HELT BLIND I DENNE KÆRLIGHED
Han beskriver sin kærlighed som en tilstand af blindhed. "JEG ER HELT / BLIND I DENNE / KÆRLIGHED". Det er en kærlighed, der ikke er baseret på viden eller erfaring, men på ren fantasi og længsel. Han ved ikke, hvornår eller om de nogensinde vil se hinanden.
VED IKKE HVORNÅR VI SER HINANDEN VED IKKE OM VI OVERHOVEDET NOGENSINDE SER HINANDEN
Denne usikkerhed er total. Alligevel holder han fast i sin overbevisning: "DU ER MIN / FREMTID". Men denne fremtid er fjern og usikker.
HVOR LANGT UDE I FREMTIDEN
Digtet kulminerer i en erkendelse af hans egen tilstand.
JEG ER HELT FORTABT FORGABT I EN JEG IKKE KENDER
Han er ikke bare forelsket; han er "FORTABT" og "FORGABT". Han er fuldstændig opslugt af sine følelser for en person, der reelt set kun eksisterer i hans eget sind. Det er den ultimative romantiske fantasi, en kærlighed der er ren og ubesmittet af virkelighedens kompleksiteter, men som netop derfor også er kilde til en dyb ensomhed. Han er fanget i en kærlighed, der er rettet mod et fantombillede, en fremtidig frelser, som måske aldrig vil materialisere sig.
