SKIZOFRENIENS VERSALER: Hvem er Forfatteren?
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 102. Om at læse en gammel tekst, en utro kone og en læges selvmord, og den efterfølgende forvirring om, hvem forfatteren er, og hvem er præst.
I DAG JEG HAR MEDBRAGT MIT KOMPENDIE
Digtet starter i en akademisk setting. Jeget har sit kompendie med til faget litteraturanalyse på universitetet. Han har, i modsætning til normalen, næsten læst de 35 sider. Teksten er skrevet på "GAMMELDANSK" fra det 18. århundrede og er fortalt af en præst. Den handler om en læge og hans kaptajn.
KONE HAR VÆRET UTRO
På side 249 dykker han ned i tekstens handling. Det er en dramatisk historie. En "KONE HAR VÆRET UTRO", og da lægen endelig får "SANDHED AT VIDE", begår han "SELVMORD MED PISTOL". Historien er en "HORROR", og utroskaben er et "MONSTER DER / SPØGER".
Men jegets læsning bliver forstyrret af en fundamental usikkerhed om tekstens ophav.
OG ER FORTÆLLEREN OVERHOVEDET PRÆST ER FORFATTEREN PRÆST JEG KAN GOOGLE MEN DET UVISSE SPØGER I MIT SIND
Han kan finde svaret med en simpel googlesøgning, men han vælger at lade "DET UVISSE" spøge. Denne usikkerhed bliver en del af læseoplevelsen. Han er fanget i et net af tvivl om fortællerens og forfatterens identitet. Er fortælleren upålidelig? Er hans eget sind, der "SPALTER", ved at blande sig i læsningen?
VIRKELIGHEDERNE
På side 250 fortsætter denne leg med fortolkning og virkelighed. Han opstiller en række mulige scenarier: "FORTÆLLEREN OG / FORFATTER ER PRÆST", "FORFATTEREN ER IKKE / PRÆST", "FORFATTEREN ER / TROENDE".
Han konkluderer, at forfatteren elsker "EN GOD HISTORIE" og "UTROSKABENS / MYSTERIE". Han er usikker på, hvad han skal tro. Den sidste historie, han læser, er om den utro, der dør. I teksten er det "OFFERET", der dør.
Digtet handler i sidste ende om læsningens og fortolkningens natur. Ved at lade usikkerheden om forfatterens identitet stå åben, spejler han sin egen situation. Ligesom læseren af hans egne digte må tvivle på, hvad der er virkelighed og hvad der er psykose, tvivler han selv på den tekst, han læser. Det er en metakommentar til den litterære proces, hvor sandheden altid er til forhandling, og hvor det at læse en tekst også er at læse sig selv.
