SKIZOFRENIENS VERSALER: Hvor er Pædagogikken?
Anders Frimann Christensen
Share
Analyse af digt 108. Om at kede sig til en forelæsning i litteraturanalyse og føle sig som en "spasser", hvis behov for pædagogik bliver overset på universitet.
DU JEG KEDER MIG TIL FORELÆSNINGEN I LITTERATURANALYSE
Digtet starter med en følelse af kedsomhed og fremmedgørelse i en akademisk setting. Jeget, der taler til sin elskede "DU", keder sig til en forelæsning. Han forstår ikke, hvorfor lektoren læser et eventyr eller en novelle op. Han afviser det som "KORTPROSA" og føler sig ikke "OPHØJET PÅ ET / AKADEMISK NIVEAU", selvom lektoren taler "AKADEMISK".
Den akademiske jargon går hen over hovedet på ham.
ALT JEG HØRER ER DANSK
Han hører kun sproget, ikke meningen. Han er koblet af.
HVOR ER PÆDAGOGIKKEN
Denne følelse af at være koblet af fører til en dyb frustration. Han føler sig anderledes og overset.
HVOR ER PÆDAGOGIKKEN TIL EN SPASSER SOM MIG MED FLERE BEHOV END KVALITETER
Han ser sig selv som en "spasser", en person med særlige behov, som det akademiske system ikke tager højde for. Han har brug for en anden form for pædagogik, en anden måde at blive undervist på. Han føler, at hans behov overskygger hans kvaliteter.
Digtet slutter med et spørgsmål, der er både en anklage og en bøn.
HVORDAN DEFINERER JEG MIG SELV PÅ SKRIFT SÅ DU FORSTÅR MIG
Han spørger sin elskede "DU", hvordan han skal formulere sig, hvordan han skal skrive, for at hun – og i overført betydning, verden – kan forstå ham. Det er et råb om hjælp til at bygge bro over den kløft, der er mellem hans indre verden og den ydre verdens forventninger. Han har brug for et sprog, der kan rumme både hans sygdom og hans intellekt, men han ved ikke, hvordan han skal skabe det.
