SKIZOFRENIENS VERSALER: Hvor Fanden Gemmer de Sig?

Digtet starter med en religiøs metafor. Jeget går til "TROSBEKENDELSEN". Hans synd er, at han har "GIVET / FOR MEGET AF MIG SELV / I SKRIFTEN". Hans bøger er et opkast, en ukontrolleret udladning af hans indre. Han afviser den terapeutiske læsning af sit værk ("FUCK TERAPIEN") og insisterer på, at det er "KUNST". Men han anerkender samtidig, at han er "BARE EN SYG / MAND MED SYGE / TANKER".

Han føler sig alene i den akademiske verden. Han leder efter andre "DANSKSTUDERENDE DER / IKKE ER FORFATTERE". Han vil finde dem til fredagsbar, men de "GEMMER SIG".

På side 265 fortsætter denne følelse af isolation. Han føler sig som en "IDIOT BLANDT DE / DANSKSTUDERENDE". Når han medbringer sine egne tekster, er der ingen interesse. Han føler sig "UDSTØDT", som om han ikke er i "FOLD MED / LIGESINDEDE".

Han oplever, at hans litteratur, fordi den er "SYG", får folk til at "FRAVIGER SIG / ANSVARET AT TALE MED / DEN SYGE MAND". De overlader ham til psykiatrien. Han stikker ud med sine ord og handlinger, og han føler, at ingen andre på danskstudiet skriver som ham. Dette fører til det desperate spørgsmål:

Han er overbevist om, at de må være der et sted, de andre forfattere, de andre outsidere, men han kan ikke finde dem.

På side 266 afsluttes digtet med en gentagelse af denne efterlysning. Linjerne "FORFATTERNE SIG / HEROMKRING" står alene, som et ekko af hans forgæves søgen. Han er omgivet af studerende, men han kan ikke finde sine ligesindede, de andre forfattere.

Digtet efterlader ham i denne tilstand af total isolation midt i mængden. Han er en forfatter på et studium fyldt med potentielle læsere og skribenter, men han føler sig som den eneste af sin slags. De andre er enten gemt væk eller eksisterer slet ikke. Han er alene med sin syge kunst i en verden af rask, akademisk litteratur.