SKIZOFRENIENS VERSALER: Hvordan Fanden er Jeg i Live?

Digtet kaster os direkte ned i et selvmordsforsøg. Jeget er i "DET KOLDE VAND" i Skjern Å. Han er ved at drukne. I dette øjeblik af total desperation rækker han ud "MOD LAND" og "BEDER MÅSKE TIL GUD", selvom han normalt er "LIGEGLAD". I dødens nærhed bliver selv den mest hårdnakkede ateist åben for muligheden af en højere magt.

Samtidig udspiller der sig et parallelt drama. Hans mor "FÅR SYNER / HUN SER MIG DRUKNE". Der er en telepatisk, overnaturlig forbindelse mellem mor og søn i det øjeblik, han er tættest på døden. Han bekræfter hendes syn: "OG JEG ER FAKTISK VED / AT DØ".

Men midt i denne overgivelse til døden, sker der et skift. En overlevelsesimpuls tager over.

Han kæmper sig op af vandet og det "PLØRET". Han bevæger sig videre, "GENNEM KRATTET / UD PÅ SKINNERNE". Han er tilbage ved det tilbagevendende symbol på selvmord: togskinnerne. Men denne gang "KIGGER IKKE EFTER / TOGET". Han har lige kæmpet sig tilbage til livet, og han har ikke tænkt sig at smide det væk med det samme. Overlevelsen efterlader ham i en tilstand af total forvirring, som han udtrykker i digtets sidste linje på siden: "HVORDAN FANDEN ER / JEG".

På side 112 kommer det korte, chokerende svar på hans eget spørgsmål.

Disse fire ord er en kold, faktuel konstatering. Han er i live. Han er ikke død. Men der er ingen glæde eller lettelse i disse ord. Det er snarere en konstatering af en absurd og uforståelig tilstand. Efter at have været så tæt på døden, efter at have kæmpet sig tilbage, er det at være "i live" ikke en triumf, men en mærkelig og forvirrende tilstand. Han har overlevet, men digtet efterlader os med en fornemmelse af, at han ikke helt ved, hvad han skal stille op med det liv, han lige har kæmpet for at bevare.